Madspildsapp kryber mod overskud med omsætning på trekvart milliard

Too Good To Go venter minus på bundlinjen igen i 2023, men har siden oktober været i mål med skabe ”sorte tal” i driften, fortæller topchef Mette Lykke. 
Mette Lykke startede som bestyrelsesmedlem og investor i Too Good To Go, inden hun i 2017 trådte til som topchef. Inden da var hun medstifter af og adm. direktør for fitness-app'en Endomondo, som i 2015 blev solgt for 575 mio. kr. til det amerikanske sportsmærke Under Armour, og senere lagt ned. | Foto: Gregers Tycho
Mette Lykke startede som bestyrelsesmedlem og investor i Too Good To Go, inden hun i 2017 trådte til som topchef. Inden da var hun medstifter af og adm. direktør for fitness-app'en Endomondo, som i 2015 blev solgt for 575 mio. kr. til det amerikanske sportsmærke Under Armour, og senere lagt ned. | Foto: Gregers Tycho

Efter syv år, over 200 millioner poser reddet overskudsmad og et gradvist indtog på 17 markeder, er det tid for madspildsappen Too Good To Go at ”tjene sine egne penge”. 

Sådan har piben fra topchef Mette Lykke Ravn lydt siden maj sidste år – og nu da blækket på selskabets årsrapport for 2022 er tørt, har man ramt en milepæl på vejen, fortæller hun til DetailWatch. 

”I maj besluttede vi at gå efter at komme i sorte tal sidst på året. Det lykkedes fra oktober, og vi har været i sort lige siden,” siger Mette Lykke. 

Med andre ord har Too Good To Go’s driftsresultat før særlige poster, afskrivninger m.m. været positivt i sidste kvartal af 2022 og de første tre måneder af det nye år. Og de takter regner den adm. direktør gennem seks år med fortsætter. 

”Vi går efter, at 2023 bliver vores første profitable år på helårsbasis. Det er helt klart forventningen, og første kvartal var profitabelt, så vi ligger ret godt i forhold til at nå det mål,” siger Mette Lykke. 

Og selvom bundlinjen i det danske selskab stadig viser røde tal, er Too Good To Go’s underskud for 2022 skrumpet til -280,6 mio. kr. fra -388 mio. kr. i 2021. Minusset for selskabets driftsresultat (før særlige poster og afskrivninger m.m.) er samtidig svundet ind fra -328,4 mio. kr. i 2021 til -213,2 mio. kr. sidste år. 

I 2023 venter det danske firma at levere sit første positive driftsresultat, imens årsresultatet efter disse poster stadig forventes at give minus – om end et mindre et end 2022’s. 

Ændret tech-klima

Igennem tiden har Too Good To Go fået tilført adskillige kapitalindsprøjtninger, der alene i 2022 er løbet op i over 400 mio. kr.

Beslutningen om at ændre kurs mod at blive en overskudsgivende forretning kom ifølge Mette Lykke i kølvandet på et skifte i netop tech-investorers syn på selskaber som Too Good To Go. 

”Da renterne ikke længere lå på nul, blev det pludselig mindre attraktivt for en investor at investere i et tech-selskab, hvor overskuddet kommer om flere år. Der kunne vi bare se, at investorerne generelt begyndte at efterspørge, at man havde mere cash flow og kortere vej til at være profitabel,” fortæller hun. 

”Vi tog meget hurtigt bestik af situationen. Man bliver jo bare nødt til at tilpasse sig, og det var egentlig også et fint tidspunkt. Efter syv år er vi jo ikke helt unge længere – og en eller anden dag skal man jo tjene sine egne penge.” 

En af de største udfordringer i 2023 ligger ifølge direktøren i at vænne sig til at drive forretningen efter det nye profitabilitetsprincip, ”hvor vi ikke overinvesterer forud hele tiden, som vi har gjort tidligere.” 

Lægger låg på udgifter og ekspansioner

Efter at have løftet toplinjen med knap 54 pct. sidste år til en rekord på 764,5 mio. kr., regner Too Good To Go med en ”solid tocifret omsætningsvækst” i 2023. 

App’en er gennem årene blevet vant til en opadgående vækstkurve, der nu skal fortsættes samtidig med at omkostningerne fastholdes på et fornuftigt niveau, siger Mette Lykke. For at holde udgifterne nede har virksomheden blandt andet ansat færre folk, om end staben i 2022 alligevel er vokset fra 980 til 1172 ansatte. 

”Vi har øget vores team rimelig signifikant de senere år, men fra maj sidste år valgte vi at sige, at vi skal kunne opretholde en højere omsætning med de folk, vi har nu,” fortæller Mette Lykke. 

På fire år er To Good To Go’s gennemsnitlige antal medarbejdere mere end ottedoblet, fra 135 mennesker i 2018. Samtidig har app’en besluttet at skære ned på marketing-budgettet og ”heldigvis indset, at vi ikke har brug for at bruge helt så mange penge på marketing, som vi har gjort indtil nu,” lyder det. 

I 2022 er app’ens marketingudgifter faldet fra 195.000 kr. til omkring 114.000 kr., fremgår det af Too Good To Go’s årsrapport. 

Den største udgift er dog skåret fra med beslutningen om ikke at rykke ind på flere nye markeder lige foreløbig. 

”Det er bare dyrt, når man åbner et nyt land. Så der har vi i en periode sagt, lad os prøve at sørge for, at vi får en højere markedsandel i de lande, vi allerede er i,” siger Mette Lykke, der dog ikke helt kan afvise, at app’en rykker ind på nye markeder i 2023.

”Jeg tror ikke, det bliver i 2023, men i 2024 gør vi nok.”

Inflationseffekt

En del af væksten i Too Good To Go’s salg af poser med overskudsmad i 2022 har været drevet af den høje inflation, der for nogle markeder har ligget endnu højere end i Danmark. 

”Jeg vil næsten sige, at jo højere inflationen har været, desto mere har vi kunnet mærke det på efterspørgslen,” lyder det fra Mette Lykke. 

De to første måneder af 2023 har app’en og dens partnere solgt 27 pct. flere poser med mad end i samme periode året før i Danmark, fortalte landechef Heidi Boye DetailWatch i marts. Indtil videre har Too Good To Go dog valgt ikke at hæve sine egne priser. 

Siden starten i 2016 har Too Good To Go gradvist måttet erkende, ”at det her med madspild er komplekst,” siger Mette Lykke. 

”Det betyder også, at vi prøver at tænke nyt og komme med nye værktøjer især til supermarkederne, der driver en lidt mere kompleks operation.” 

Derfor opkøbte Too Good To Go sidste år den franske tech-virksomhed Codabene, der har udviklet softwaren Foodmemo, som hjælper supermarkeder med at holde styr på udløbsdatoen på deres varer. Indtil videre er produktet ude i 1000 supermarkeder, og Too Good To Go er for øjeblikket ved at teste produktet i fem nye dagligvarekæder, lyder det. 

(Denne artikel er leveret af FødevareWatchs søstermedie, DetailWatch.)

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også

Coop frasælger en række butikker og rydder op i organisationen med en bl.a. fyringer af administrative medarbejdere. | Foto: Finn Frandsen/Ritzau Scanpix.

Coop sælger 35 og lukker 19 butikker

For abonnenter