Bekymret fagboss: Jeg troede ikke, at det kunne lade sig gøre

NNF har over 400 medlemmer i Skare-koncernen, og næstformand, Jim Jensen, tror fortsat på slagteriselskabets fremtid.
Foto: NNF / PR
Foto: NNF / PR

Ommærkning af kød fra Italien til Tyskland. Eller fra Polen til Danmark.

At Skare-koncernen to gange på under et halvt år er blevet taget af myndighederne for angiveligt at have ommærket oprindelsen af kødvarer til andre nationer kommer bag på Fødevareforbundet NNF’s næstformand, Jim Jensen.

Det fortæller han i et interview, efter at AgriWatch og FødevareWatch onsdag kunne afsløre, at Fødevarestyrelsens Rejsehold i december afslørede ommærkningen og har politianmeldt sagen. Samtidig blev mindst 250 tons frossent kød beslaglagt af myndighederne, fordi virksomheden ikke kunne dokumentere sporbarheden af, hvor kødet stammer fra.

Flere hundrede tons gammelt kød beslaglagt hos slagterikoncern

Sagen har fyldt meget onsdag, fortæller fagforeningsmanden. Produktionen kører ifølge hans oplysninger som vanligt på Skares produktionssteder, men sagens omfang gør, at det er noget, der fylder blandt medlemmer og folk i branchen.

”Skare er en stor virksomhed med mange forgreninger. Når en så stor virksomhed kommer ud for sådan en situation som det her, så vækker det altid opmærksomhed. Både bredt, hos vores medlemmer og hos NNF. Vores tillidsrepræsentanter og medlemmer gør sig også nogle tanker om, hvad i alverden, der sker,” forklarer han.

”Vi forsøger at afklare de spørgsmål, vi får fra tillidsfolk og medlemmer.”

Kommer det bag på dig, at så stor en virksomhed kan blive taget i ommærkning af kød?

”Ja. Jeg troede faktisk, at de danske krav til dokumentation gjorde, at det ikke kunne lade sig gøre.”

Fødevarestyrelsen politianmelder Skare Meat Packers

Skare har før redet storme af

Situationen omkring Skare, der de seneste år har været økonomisk udfordret - og så sent som ved seneste årsregnskab fik opsagt sin bankaftale, efter revisor afviste, at regnskabet burde være aflagt med fortsat drift for øje - gør, at Jim Jensen ”er bekymret”.

Han siger dog:

”Virksomheden Skare er solid og veldrevet. Det her ryster næppe konstruktionen bag virksomheden. Jeg er optimistisk og vi har i NNF fuld tro på, at de kan overvinde de udfordringer her. Kurt Skare har før været ude i stormvejr og redet den af. Det er min tro, at det gør han igen.”

NNF har over 400 medlemmer, der arbejder i koncernen med hovedsæde i Vejen, men med forgreninger i såvel Aarhus og Christiansfeld.

Er det jeres medlemmer, der har stået bag ommærkningen af kød?

”Ingen af vores medlemmer har stået bag noget. De udfører det arbejde, som de bliver bedt om.”

Ommærkningen er nu blevet en politisag. Kan nogen af jeres medlemmer komme i klemme?

”Det kan jeg ikke forestille mig. De har arbejdet under ledelse, og det er ledelsen, der har sagt, hvad der skal gøres. Hvis der er en politimæssig efterforskning, kan der være nogle, der skal afgive forklaring. Men vores timelønnede kan ikke udført det. Dermed kan de heller ikke ifalde skyld.”

Har du hørt om, at den her slags skulle foregå?

”Det er ikke noget, vi har haft kendskab til.”

Tror du, at lignende foregår andre steder?

Nej, jeg troede simpelthen, at der var så store dokumentationskrav, at det var umuligt at gøre noget som helst af den slags. Og jeg tror ikke, at sådan noget sker andre steder i landet.”

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også

Coop frasælger en række butikker og rydder op i organisationen med en bl.a. fyringer af administrative medarbejdere. | Foto: Finn Frandsen/Ritzau Scanpix.

Coop sælger 35 og lukker 19 butikker

For abonnenter