Inflationen aftog for anden måned i træk

De danske forbrugerpriser steg i december med 8,7 pct. på årsbasis, viser tal fra Danmarks Statistik.
Dermed er inflationen aftaget en anelse, da årsstigningstakten for forbrugerpriserne måneden forinden var 8,9 pct.
”Det er særligt prisændringer inden for boligbenyttelse, elektricitet og opvarmning , herunder prisstigninger på elektricitet, der trækker mest op i inflationen i december. Det er fortsat i høj grad prisændringer inden for varer, der bidrager til den stadig høje inflation,” skriver Danmarks Statistik.
På månedbasis faldt forbrugerprisindekset med 0,6 pct. i december i forhold til november, viser statistikken tirsdag.
Norge
Den norske inflation aftog mere end ventet i december.
De norske forbrugerpriser var i december 5,9 pct. højere end samme måned året før. Måneden før var de 6,5 pct. højere. Der var ifølge Bloomberg News ventet et fald til 6,1 pct.
På månedsbasis var stigningen 0,1 pct. mod ventet 0,3 pct. efter et fald på 0,2 pct. i november.