Isproducent presset på bundlinjen – men holder fast i investeringsplaner

Langsigtede investeringer og stigende fødevarepriser nærmest halverer resultatet hos Hansens Is. Ejerne er dog tilfredse med udfaldet af 2021 og holder fast i planerne.
Foto: PR / Hansens Flødeis
Foto: PR / Hansens Flødeis

”Det ser træls ud, og det er da sjovere, når det går fremad, og man kan se alt det hårde arbejde betaler sig,” lyder det umiddelbart fra Anders Hansen, der er medejer og kommunikationsdirektør i Hansens Is om årsregnskabet for 2021, der netop er offentliggjort.

Selskabet oplyser ikke omsætning, men bruttofortjenesten viser en beskeden tilbagegang fra året før, fra 20,1 mio. kr. i 2020 til 19,9 mio. kr. i det seneste regnskab, og som ligger på nogenlunde samme niveau som de foregående år.

”Det viser jo, at vi driver en fin forretning,” siger Anders Hansen.

Masser af danske hyggestunder luner hos Hansens Flødeis

Bundlinjen i det familieejede isselskab er reduceret med 45 pct. fra 0,64 mio. kr. i 2020 til 0,35 mio. kr. i seneste regnskab. Alligevel ser ejerne lyst på tallene.

Egenkapitalen ligger på 8.2 mio. kr. mod sidste års 7.8 mio. kr.

”Vi er tilfredse med resultatet, når alt kommer til alt, for de stigende energi- og råvarepriser kom væltende, inden vi kunne nå at justere vores priser,” fortæller den ene af de to brødre, som ejer Hansens Is.

Foto: Joachim Adrian
Foto: Joachim Adrian

Rettidig omhu

Derudover dækker resultatet over investeringer, som Anders Hansen er begejstret for.

Af regnskaber fremgår det, at der er brugt godt 10 mio. kr. på anlægsaktiver, hvilket ifølge ejerne er et moderne køleanlæg, som virksomheden installerede i sidste efterår, og som ifølge Anders Hansen giver virksomheden en besparelse på 70 pct. af deres strømforbrug.

”Det kan man vel nærmest godt tillade sig at kalde rettidig omhu, det var i hvert fald en fornuftig investering, og timingen var rigtig god,” siger Anders Hansen.

Og besparelsen på strøm ligger i tråd med virksomhedens strategi om at ”blive så grønne som muligt.”

Af samme strategi følger også en installation af et større solcelleanlæg, som efter planen skal stå færdigt i løbet af sommeren, og som skal dække virksomhedens behov for strøm til deres frysehuse.

”Anlægget skal stå på vores egen grund, hvor vi også laver en oplevelsessti, hvor man kan gå rundt med en is og se se den lokale natur sammen med en del af vores strømforsyning, en masse insekter og vilde blomster,” fortæller Anders Hansen.

Ødelagte forsyningskæder

Men selvom virksomheden investerer i fremtiden, så oplever de, ligesom alle andre fødevareproducenter, det massive pres udefra på forsyningskæderne.

Helt konkret oplever Hansens Is problemer med at skaffe mel til deres vafler, som kommer fra Ukraine, og hindbær fra Spanien, som sidste sommer oplevede en dårlig høst, hvilket medførte et massivt pres på hindbærpriserne. Derudover har isproducenten haft svært ved at skaffe emballage og etiketter. Sidstnævnte indkøbes i Finland fra en fabrik, som har været ramt af massive arbejdsnedlæggelser.

Anders Hansen kalder det et patchworktæppe af kriser, men mener samtidig, det skærper behovet for at tænke nyt.

”Vi skal nok allesammen vænne os til, at det ikke længere er nogen selvfølge, at vi kan få alting altid,” lyder det.

Men ifølge ismanden er kriserne altså en god mulighed for at retænke ideerne om den gamle isfabrik, som runder 100 år i år.

”Hvad er det, man siger, man skal aldrig lade en god krise passere? Jeg tror på, at det her skærper vores innovationsniveau og tvinger os til at arbejde og tænke på nye måder,” lyder det.

Som en del af de nye ideer, nævner han, at virksomheden har fået øjnene op for at genbruge f. eks. udløbet brød fra bageriet Jalm&B til en surdejsis, og resterne af de pressede kirsebær fra vinproducenten Frederiksdal, ligesom Hansens Is fortsætter deres arbejde med at lave plantebaserede produkter.

Hansens Flødeis dropper fløden i navnet

”Vi er fortrøstningsfulde, og kriserne sammen med vores 100 års jubilæum i år, får os til at reflektere over, hvad vi skal gøre for at eksistere de næste 100 år,” siger Anders Hansen.

Dyr is i et dyrt marked

De stigende fødevarepriser har betydet, at Hansens Is, som i forvejen ligger i den dyre ende af spektret, også er blevet dyrere. Og på spørgsmålet om hvorvidt der er en grænse for, hvor meget forbrugerne vil betale for en vare som is, svarer Anders Hansen:

”Vi er selvfølgelig spændte på at se, om vores is bliver for dyre, og forbrugerne vælger dem fra, eller om vi bare fortsætter med at ligge i toppen, nu hvor alle andre varer også stiger i pris.”

Hansens Is er stiftet i 1922 af de nuværende ejeres oldefar, hvilket gør brødrene, Rasmus Hansen og Anders Hansen, som er adm. direktør, til fjerde generation i Jægerspris-virksomheden.


Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også

Coop frasælger en række butikker og rydder op i organisationen med en bl.a. fyringer af administrative medarbejdere. | Foto: Finn Frandsen/Ritzau Scanpix.

Coop sælger 35 og lukker 19 butikker

For abonnenter