Easyfood-direktør: "Kriser giver en opstramning - og det tror jeg er sundt"

NYTTIGE NEDTURE: Easyfood er gennem de seneste to års kriser blevet bekræftet i, at man uanset hvor høj søgang man befinder sig i, skal holde fast i den plan, man har lagt. Ellers bliver det dyrt i sidste ende, siger direktør.
Foto: PR
Foto: PR

Udfordringerne har de seneste to år stået i kø for selskaber i den danske fødevarebranche - først med coronapandemien og nu med krigen i Ukraine og priser på himmelflugt.

Men med kriser følger også muligheder.

FødevareWatch har derfor spurgt en række aktører fra den danske fødevarebranche, hvad de har lært af krisen, og hvad de tager med sig videre.

I dag taler vi med Flemming Paasch, adm. direktør i den Orkla-ejede fødevareproducent Easyfood, der producerer bl.a. pølsehorn og andre bagerivarer på frost.

Flemming Paasch, hvad er det vigtigste, I i Easyfood har lært af de seneste år med først corona og senere krigen i Ukraine?

”Vi er blot blevet bekræftet i, hvor vigtigt det er, at man er omstillingsparat. Og jo mere omstillingsparat og jo hurtigere man kan omstille sig til de nye tider, jo bedre klarer man sig rent afsætningsmæssigt. Det er en væsentlig ting, vi har lært.”

”En anden væsentlig ting er, at man selvfølgelig skal omstille sig i forhold til situationen, men det er også vigtigt, at man holder fast i sin langsigtede strategi og ikke begynder at lave kortsigtede beslutninger. For det, tror jeg, bliver dyrt i sidste ende,” siger Flemming Paasch videre.

Har det tvunget jer til at tænke anderledes ift. kunder, leverandører, logistik eller råvarer – og måske endda på en måde, der har gavnet jeres forretning?

”Vi har faktisk holdt fast i vores vækststrategi, og trods det at vi blev udfordret, satte vi jo blandt andet et byggeri til et trecifret millionbeløb i gang, da vi var hårdest ramt af corona. Det er vi fantastisk glade for i dag, for havde vi ikke gjort det, havde vi været fuldstændig lagt ned med kapacitetsproblemer.”

”Det er måske mere en bekræftelse, end det er en læring, men jeg mener, det er vigtigt at holde sig til en strategi og den langsigtede plan. Den er som regel lavet på et tidspunkt, hvor man havde masser af overskud til at tænke tingene rigtigt igennem og tænke klart. Og derfor er planerne som regel også de rigtige,” siger Flemming Paasch og fortsætter:

”Og så kan man sige; det, vi måske har fået mere af, er online, hvor vi bl.a. har lavet livestreams og bruger de sociale medier mere - og det er jo noget, vi har fundet ud af virker rigtigt godt under corona. Vi har også fået anskaffet os en foodtruck, hvilket vi heller ikke havde gjort, hvis ikke der havde været corona. I starten brugte vi den til indsalg ude ved kunder, og den foodtruck har nu vist sig at kunne bruges til rigtig mange andre ting også. På den måde er der ingen tvivl om, at vi har lært mange ting de sidste to år.”

Kigger alt igennem

Kan I se nogle muligheder i den nuværende krise?

”Den var værre...”

”Det, der sker, når der kommer en krise, er, at man får kigget ned i alle gemmerne og revurderet mange ting - eksempelvis sin omkostningsstruktur. Når der ikke er krise, kommer man mange gange ind i, at man kører en smule frihjul, mens man, når der kommer en krise, er nødt til at kigge alt igennem. For når man ikke kan få dækket de ti ekstraomkostninger, der kommer, må man jo finde ud af, hvordan man får dem dækket.”

”På den måde er det jo altid sundt for en virksomhed at stoppe op og se, om man nu er så effektiv, som man kan være, eller om man er begyndt at falde af på den. Kriser giver en opstramning - og det, tror jeg, er sundt.”

Hvad tager I med jer videre fra de sidste to år?

”Vi tager nok den del med, at vi kan se, at vores strategi og hele ideen med vores virksomhed er rigtig nok - og stadig er det. Men vi har fået en opstrammer.”

Hvor ser du – på baggrund af det, I tager med fra krisen – jeres virksomhed om fem år?

”Vores vækstplaner er ikke blevet mindre af det her, så vores plan om i første omgang at ramme den halve milliard er absolut inden for rækkevidde. Jeg vil endda sige, at vi kan se langt forbi den, hvis du snakker fem år frem.”

Fødevarevirksomheder presses af stigende forbrugerpriser: ”Alle bliver fattigere af det her”

Easyfood slog egen salgsrekord - men bundlinjen fulgte ikke med

Prischok vælter budgetterne i den danske fødevareindustri

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også

Coop frasælger en række butikker og rydder op i organisationen med en bl.a. fyringer af administrative medarbejdere. | Foto: Finn Frandsen/Ritzau Scanpix.

Coop sælger 35 og lukker 19 butikker

For abonnenter