Danmark mangler et klart regelsæt for greenwashing af fødevarer, og det bør ifølge organisationen Plantebranchen følges op af et forbud mod brug af klimakreditter i markedsføring, hedder det i en pressemeddelelse.
"Det bør være forbudt at markedsføre fødevarer som klimavenlige ved at købe aflad i form af klimakreditter på den anden side af jordkloden. Vi ved fra forbrugerne, at de hverken kan gennemskue klimakreditter eller har tillid til dem. Derfor bliver forbrugerne let ført bag lyset. Anprisning af klimakreditter står i skærende kontrast til Danmarks ambitioner om en ægte grøn omstilling af vores madvaner," siger Frederik Madsen, sekretariatchef i Plantebranchen.
Herhjemme har bl.a. Arla været i vælten for henvisningen til klimakreditter på sine mælkekartoner og anklage om greenwashing, men i sommer blev mejerikæmpen af Fødevarestyrelsen frikendt i en klagesag rejst af Margarine Foreningen.
I Sverige har man ifølge Plantebranchen en klar fortolkning af reglerne for kommunikation om klimagevinster, og Forbrugerombudsmanden har kritisteret en kampagne fra Arla, som markedsførte økologiske produkter med sætningen: "netto nul klimaaftryk". Forbrugerombudsmanden i Sverige kalder kampagnen misvisende og vil have rettens afgørelse, som FødevareWatch tidligere har skrevet.
Bør gå samme vej
I Danmark bør man have lignende klare retningslinjer, siger sekretariatschefen.
"Vi finder den nye udmelding fra Forbrugerombudsmanden i Sverige interessant, fordi den jo går stik mod afgørelsen i Danmark på den tilsvarende kampagne fra samme producent," siger Stine Vuholm, fødevarepolitisk medarbejder i Forbrugerrådet Tænk, med henvisning til Arla-sagen, som Forbrugerrådet Tænk og organisationen Noah i sidste måned valgte at anke.
"Den viser, at landene fortolker de europæiske regler forskelligt og peger således på, at der er brug for mere klare regler på området. Regler som hindrer greenwashing vil være til stor fordel for forbrugerne, men også virksomhederne har et ønske om klare retningslinjer for, hvordan de kan kommunikere deres grønne tiltag på ordentlig vis," tilføjer hun.
Plantebranchen opfordrer ligesom Forbrugerrådet Tænk Fødevareministeren til at gå ind i sagen og indbyde til et samarbejde om en løsning.
Forbrugerråd og grøn organisation vil anke sag om greenwashing
Arla skal i retten i Sverige for greenwashing
Arla vinder klagesag om greenwashing