Nye slikbutikker på nettet holder fast i coronaoptur

Med medvinden fra blandt andet den lukkede grænsehandel og de slikhungrende danskere i ryggen klarede danske online slikbutikker sig godt igennem 2020. Nu melder spørgsmålet sig: Kan man blive ved med at sælge slik på nettet, efter coronaen har lettet sit tag?
Laberlarven har på grund af sin korte levetid endnu ikke aflagt årsregnskab. De tre medejere Frederik Scnell, Nikolaj Lynge og Peter Rytter ser dog positivt på virksomhedens fremtid. Næste år går de i nul, fortæller de. | Foto: Kasper Heden Andersen/Ritzau Scanpix.
Laberlarven har på grund af sin korte levetid endnu ikke aflagt årsregnskab. De tre medejere Frederik Scnell, Nikolaj Lynge og Peter Rytter ser dog positivt på virksomhedens fremtid. Næste år går de i nul, fortæller de. | Foto: Kasper Heden Andersen/Ritzau Scanpix.

En lukket grænsehandel, utilgængeligt bland-selv-slik og danskere, der generelt har været mere slikhungrende under corona, har i løbet af det seneste halvandet år givet mange slikbutikker på nettet medvind.

Det er måske også forklaringen på, hvorfor så mange nye online slikbutikker er piblet frem. I alt fem ud af ni af de online slikbutikker, som FødevareWatch er stødt på i en optælling, er blevet stiftet i løbet af 2020.

Men kan man sælge slik på nettet, når nu coronaen har lettet sit tag, grænsehandlen igen er åben, og bland-selv-slikken så småt er returneret til detailhandlen?

Sagtens, lyder det fra Mikkel Salling Petersen, der sammen med Daniel Salling Petersen er direktør i den familieejede virksomhed Slikbilen, som fra sit lager i Herning leverer slik til døren i hele Danmark.

"Vi har ikke kunnet mærke den store forskel på salget under corona og nu. Vi har travlt, så vi skal bestemt ikke klage. I mine øjne er der ikke noget, der peger i retningen af, at konceptet onlineslik ikke kan leve videre efter corona," siger han.

Slikbilen forventer derfor også, at 2021-regnskabet kommer til at se væsentligt bedre ud, end det lille 2020-regnskab gjorde.

Dengang lød årsresultatet - der vel at mærke kun var baseret på virksomhedens daværende seks måneder lange levetid - på 19.990 kr. Et resultat, der ifølge Mikkel Salling Petersen bar præg af, at Slikbilen stadig var i opstartsfasen.

"Jeg forventer, at vores resultat set i forhold til sidste år bliver dobbelt så godt, hvis ikke ligefrem tre gange så godt," siger han.

Medvinden er aftaget, men den er der endnu

Han er ikke alene om at kigge ind i en fremtid med vækst.

Også Allan Jensen, som er direktør i online slikbutikken Slikboden, mærker, at den medvind, som slikbutikkerne på nettet fik under corona, varer ved, om end den er aftaget i styrke.

Før corona kom 85 pct. af Slikbodens omsætning fra salg til erhverv, hvilket kastede store udfordringer af sig, da Danmark lukkede ned.

Som konsekvens måtte Slikboden kaste en masse penge efter markedsføring for at få private kunder ind - noget, der dog tilsyneladende virkede, da Slikboden i løbet af to-tre måneder igen var oppe på samme omsætningsniveau som før pandemien.

Årsresultatet for 2020 nåede op på 260.671 kr. mod 192.498 kr. i 2019, og egenkapitalen voksede i samme periode fra 451.093 kr. til 711.764 kr.

Siden har coronaen lettet sit tag, og erhvervskunderne er igen vendt tilbage. Det har dog ikke betydet, at Slikboden har sagt farvel til de private kunder, fortæller Allan Jensen:

"Jeg havde en tanke om, at hvis bare jeg kunne holde fast i halvdelen af de private kunder, vi har fået ind under corona, ville det være fantastisk. Og jeg tror faktisk, at det ligger nogenlunde i det leje," siger han.

Allan Jensen ser derfor positivt på fremtiden for Slikboden og online slikhandel generelt, da det ifølge ham vil blive mere og mere udbredt i fremtiden:

"Jeg forventer, at vi kommer til at ligge på et indeks 140 det første stykke tid i det nye regnskabsår, og det kan godt blive højere. Så vi er vældigt godt tilfredse," siger han.

Markedet kommer til at lægge sig

Tilfredsheden er også at mærke i den stadigt unge Aarhus-virksomhed Laberlarven.

Siden august 2020 har de tre ejere Nikolaj Slot Lynge, Frederik Schnell og Peter Rytter solgt bland-selv-slik over nettet, og de blev mildest talt blæst bagover af den efterspørgsel, de dengang blev mødt med.

"Det eksploderede simpelthen mellem hænderne på os, og vi kunne knapt nok følge med efterspørgslen," siger Nikolaj Sloth Lynge.

Siden er den eksplosive vækst og efterspørgslen dog faldet, hvilket også får Nikolaj Sloth Lynge til at spå om et fremtidigt marked, hvor der ikke nødvendigvis er plads til lige så mange aktører, som der er kommet til i løbet af det seneste år.

"Jeg tror, at markedet kommer til at lægge sig, så der til sidst måske er fire-fem udbydere tilbage," siger han og understreger, at Laberlarven ikke bliver en af de virksomheder, der falder fra.

Laberlarven har endnu ikke aflagt regnskab, men Nikolaj Sloth Lynge beskriver virksomheden som "en sund forretning", der bærer præg af at være i en opstartsfase.

"Ligesom alle andre opstartsforretninger har vi måttet investere en masse tid og penge i at – i overført betydning - få bilen startet, så vi kan blive fragtet fra A til B," siger Nikolaj Sloth Lynge og fortsætter:

"Vi kommer til at gå i nul i det kommende regnskab, og det er vi meget tilfredse med."

Den danske slikbranche vender tilbage til normalen, men en ny en af slagsen

Danskernes forbrug af søde sager eksploderede under coronakrisen

Cloetta-chef: Det tager tid at komme sig, når to af tre forretningsben har været savet over

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu