Gourmetimportør har sagt farvel til hver tredje ansatte

Manglende salg til foodservicesektoren har taget hårdt på handelsselskabet Kalu, hvor man i 2020 har opsagt lejemål og medarbejdere.
Foto: PR/Kalu
Foto: PR/Kalu

Handelsselskabet Kalu, der importerer gourmetvarer som fjerkræ, lam, vildt, trøfler og foie gras til videresalg, har efter et år med corona og lammelse på bundlinjen set sig nødsaget til at finde sparekniven frem.

Virksomhedens omsætning har i 2020 været mere end halveret sammenlignet med året før, og det har for direktør Thomas Høy betydet, at han i årets løb har måtte sige farvel til en stor del af medarbejderne og en del af lejemålet i Kødbyen i København.

"Vi har skåret omkostningerne til og sagt farvel til en del kollegaer samt halveret vores lejemål i Kødbyen. Huslejen er høj, og når man mangler mere end halvdelen af salget, ender man med at have for meget plads og for mange omkostninger, hvilket har givet os et underskud," siger direktøren.

De sidste 12 måneder er Kalu gået fra at have 25 til nu at have 14 ansatte. Egenkapitalen faldt i det skæve regnskabsår fra 3,6 mio. kr. til 2,6 mio. kr.

Salg flyttet til detail

I Kalus seneste regnskab, der går frem til 30. april 2020, kan man læse, at forventningerne til året var et positivt resultat, før corona ramte i regnskabsårets to sidste måneder. I stedet endte bundlinjen med et tab på 944.000 kr.

"Indtil udgangen af februar havde vi rent faktisk lavet et lille overskud og vendt butikken. Det blev til 10 meget fine måneder, og så kom marts og april, hvor vi droppede til indeks 25," siger Thomas Høy.

Han oplever, at omsætningen siden er steget og faldet en del i løbet af årets løb i takt med nedlukninger og tilsvarende genåbning af restaurationsbranchen.

"I maj og juni (efter regnskabsåret, red.) lå vi på indeks 40, og da alt åbnede over sommeren, havde vi bevæget os op på 60 pct. I efteråret kunne vi opleve, at restauranterne på trods af, at de havde åbent, shoppede mindre, og vi faldt igen til indeks 40 i disse måneder," siger direktøren.

I alt har Kalus omsætning i 2020 ligget på 40 pct. sammenlignet med 2019.

Virksomheden plejer at hente ca. 30 pct. af sin omsætning i detail og 65-70 pct. af sin omsætning i foodservice. Her udgør restauranterne en tredjedel og resten tæller kunder som Hørkram og Dansk Cater.

Af gode grunde har nedlukninger og udeblevne restaurantbesøg i år vendt op og ned på forretningen, og i december var det i stedet detailhandlen, der med 80 pct. udgjorde langt størstedelen af Kalus salg. I detail leverer Kalu til dagligvarekoncernerne Coop, Dagrofa og Salling Group, mens måltidskasseaktørerne Aarstiderne, Nemlig.com og Skagenfood også er blandt kunderne.

"Hele december manglede vi store dele af vores restaurantsalg samt salg til kantiner. Selvom det var rart at have en højere omsætning end normalt i salget af fjerkræ til detail, gik det desværre ikke op, og vi må desværre nok også se bundlinjen gå i minus i næste regnskabsår," siger direktøren.

I 2021 skal det store fokus i Kalu være at samle tropperne og få styr på de kunder, der forhåbentlig snart åbner igen.

"Vi har stadigvæk 80-85 pct. tilbage af vores kunder, og det niveau kommer vi nok til at holde et godt stykke tid fremover. Markedet skal have lov til at vågne selv, og vi skal sætte hårdt ind, når muligheden byder sig. Ligenu handler det mest om at kunne servicere vores detailkunder og de få foodservicekunder, som er åbne nu," siger Thomas Høy.

Spansk svineeksport til Kina runder 14 milliarder på ni måneder  Høje råvarepriser løfter låget i Danish Crowns Foods Amerikansk fødevarekoncern køber ingredienser for milliarder

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også

Coop frasælger en række butikker og rydder op i organisationen med en bl.a. fyringer af administrative medarbejdere. | Foto: Finn Frandsen/Ritzau Scanpix.

Coop sælger 35 og lukker 19 butikker

For abonnenter