Krav om kødfri dage vækker genklang hos kantineleverandører

Regeringens forslag om to vegetariske dage i de statslige kantiner passer godt ind i tidens tendens, hvor flere kunder efterspørger kødfri alternativer, fortæller cateringdirektør i ISS.
Foto: Anders Find/Ritzau Scanpix
Foto: Anders Find/Ritzau Scanpix

Torsdag morgen præsenterede finansminister Nicolai Wammen en ny grøn indkøbsstrategi for staten, hvor en af ambitionerne lød på, at regeringen vil indføre to kødfri dage om ugen i landets statlige kantiner.

Forslaget har siden mødt både medvind og modvind i de øvrige politiske partier, i mens Vegetarisk Forening stiller spørgsmålstegn ved om krav er bedre end det frie valg, når det gælder en plantebaseret frokost.

Kravet om kødfri dage kommer som en naturlig forlængelse af den tendens, som allerede findes på markedet.

Det fortæller bl.a. Maja Volquards Hesselholt, der er direktør for Catering i ISS, kantineleverandør til bl.a. forsvaret.

"Vi er allerede på en grøn rejse, hvor vi i samarbejde med vores kunder løbende implementerer grønne initiativer for at fremme en mere bæredygtig menu til gavn for miljøet. Vi oplever allerede en stigende efterspørgsel på mere bæredygtige tiltag i kantinemenuen hos vores kunder på tværs af landet og i markedet generelt," skriver hun i en mail til FødevareWatch.

ISS serverer ca. 50.000 måltider hver dag i ca. 250 danske kantiner. Her er ambitionerne om et lavere kødforbrug også til stede.

"Vi arbejder kontinuerligt på at udvikle forskellige initiativer/koncepter, der skal sikre en bæredygtig udvikling på vores serviceområder. Derfor har vi en ambitiøs målsætning om at nedbringe vores madspild og kødforbrug med op til 50 pct. senest i 2030," siger Maja Volquards Hesselholt.

Bedre uddannede kokke

Ved Jespers Torvekøkken, der leverer frokostløsninger til 50 kantiner, genkender adm. direktør, Ronny Saul, også kundernes krav om flere kødfri alternativer.

"80 pct. af vores kantiner har allerede valgt at indføre en vegetardag, så en omstilling til to dage ville ikke gøre den store forskel for os, og sådan tror jeg, det generelt er i branchen. Man skal dog huske, at mange mennesker er vant til at have muligheden for at spise kød hver dag, og for dem kan det virke som et markant tiltag," siger han.

Ronny Saul tror, at tiltagets succes kommer til at stå og falde med, om kantinernes ansatte kan finde ud af at tilberede kødfrit mad ordentligt.

"Som leverandør skal vi sikre os, at vores kokke er helt klar til den plantebaserede rejse, og at de ved hvordan de skal skabe gode madoplevelser uden kød. Mange kantinemedarbejdere er uddannet for 20-30 år siden, hvor der ikke var samme fokus på at kokkerere uden kød, så vi skal naturligvis motivere og opkvalificere kokkene til lave god plantebaseret mad, som gæsterne bliver glade for," siger han.

Compass Group: Frit valg før diktering

Også kantineleverandøren Compass Group Danmark opfordrer til mere fokus på den gode, grønne madoplevelse.

"I Compass Group Danmark har vi for længe siden startet rejsen, i partnerskab med vores kunder, mod en grøn omstilling. Det er en forandring af en traditionel tankegang hvor kødet tidligere har haft en central rolle på menukortet. Vi har derfor kombineret gastronomisk nytænkning som basis for at sikre de høje kulinariske forventninger fra vores gæster - så grønne retter bliver et naturligt og nysgerrigt valg," skriver Sanne Drescher, ansvarlig for forretningsudvikling og innovation i Compass Group Danmark, i en mail og fortsætter:

"Vi tror nemlig på det "frie valg" frem for diktering, og vi kan se resultatet af et mærkbart fald af kødandel hos alle vores kunder samtidig med en høj gæstetilfredshed."

Ifølge Økonomistyrelsen er 85.000 mennesker direkte ansat i staten. Derudover er knap 75.000 ansatte i de selvejende institutioner, som også ventes at skulle efterleve aftalen om de to kødfri dage i kantinerne.

Regeringen vil indføre kødfrie dage: Gælder ikke på Christiansborg Støttepartier bakker op om kødfrie dage i staten Vegetarisk forening: Regeringens plantebaserede kantinedage har også en bagside 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også

Coop frasælger en række butikker og rydder op i organisationen med en bl.a. fyringer af administrative medarbejdere. | Foto: Finn Frandsen/Ritzau Scanpix.

Coop sælger 35 og lukker 19 butikker

For abonnenter