Robotter bliver mere og mere udbredt hos ingrediensvirksomheden Chr. Hansen, som forventer at øge det nuværende antal på 40 robotter i koncernen over de næste kommende år.
Således forventer vicedirektør i selskabet Torsten Steenholt, at antallet nok vil lyde på 100 om fem år, skriver Børsen.
Den voksende tilgang af robotter er dog ikke en trussel på medarbejderfronten, som også forventes at øges i de kommende år.
"Der var medarbejdere, der frygtede at miste deres job i starten, men de kritiske røster er væk nu. Vi er fortsat med at ansætte medarbejdere og indsætte robotter over tid. Robotterne har kunne gøre os mere produktive og ikke bare beskytte men også udvide danske arbejdspladser,” siger Torsten Steenholt.
Tendensen ses ikke kun hos Chr. Hansen ifølge organisationen DI, der har oplevet en øget beskæftigelse samtidig med, at der aldrig har været flere robotter til stede på arbejdspladserne ifølge mediet.
(Denne artikel er leveret af vores søstermedie AgriWatch.)