Dagligvareproducenten General Mills, der er på kundelisten hos danske Chr. Hansen, har torsdag løftet sine forventninger til det skæve regnskabsår 2019/20.
Selskabet forventer nu, at den justerede indtjening per aktie vil vokse 6-8 pct. fra 3,22 dollar per aktie året før. Tidligere var forventningen en vækst på 3-5 pct.
"Konsekvensen af det nylige udbrud af Covid-19 på selskabets resultater i regnskabsåret er forsat usikker," skriver General Mills i regnskabet.
"Selskabets nuværende forventninger indeholder stigende ordrer fra detailkunderne i Nordamerika og Europa frem til udgangen af tredje kvartal som konsekvens af den øgede efterspørgsel på mad til hjemmet samt modvind i Häagen-Dazs-butikkerne og andre fødevarekanaler på grund af lavere kundetrafik," lyder det.
Generelt leverede General Mills et kvartal, der var stort set på linje med analytikernes forventninger.
Den justeret indtjening endte på 0,77 dollar mod ventet 0,76 dollar ifølge Bloomberg News. Omsætningen endte på 4,18 mia. dollar mod ventet 4,21 mia. dollar.
Opjusteringen ser dog ikke ud til at være nok til at give General Mills medvind på aktiemarkedet onsdag. I formarkedet falder aktien 3,2 pct.
Generelt ser det amerikanske aktiemarked dog ud til at gå en rød dag i møde, da futures et par timer inden børsåbning peger ned med 3,7-4,4 pct.
General Mills står blandt andet bag morgenmadsproduktet Cheerios og isen Häagen-Dazs.