Repræsentanter for mange af de forbrugere, der måske skal betale mere for mad, benzin, rejser eller opvarmning, er positive over for Klimarådets anbefaling af nye afgifter.
Til gengæld er både landbruget og Dansk Industri skeptiske, ligesom klimaminister Dan Jørgensen afviser flere af Klimarådets forslag.
Anja Philip, formand i Forbrugerrådet Tænk, peger på det seneste folketingsvalg, der havde fokus på klima, og på rådets egne undersøgelser som indikation på, at forbrugerne er klar til klimatiltag:
"Det er selvfølgelig ikke sjovt, at vi skal betale mere for mange ting. Men det er en nødvendig omstilling – og vi kan se, at der er opbakning fra forbrugerne til at betale mere, hvis det forbedrer miljø, sundhed og klima."
FDM’s afdelingschef, Torben Lund Kudsk, mener, at der er mange fornuftige overvejelser i forslaget, skriver Jyllands-Posten.
(Denne artikel er videreformidlet af Ritzaus Bureau på vegne af Jyllands-Posten.).