Danone sænker forventninger efter virusudbrud

Den franske mejerikæmpe ser spredningen af coronavirusset få betydning for regnskabstallene i 2020, og forventningerne bliver nu justeret ned.
AF RITZAU FINANS & JØRGEN RUDBECK

Det kinesiske udbrud af coronavirus får nu betydning for den franske fødevarekoncern Danones forventning til 2020.

Virusudbruddet, der har kostet flere end 2700 mennesker livet, påvirker salget af vand på flaske og modermælkserstatning i Kina, hvor Danone henter 10 pct. af sin omsætning. Ifølge selskabet har virusudbruddet barberet 100 mio. euro af salget i første kvartal.

Selskabet, der også er storkunde hos Chr. Hansen, venter nu en stigning i det sammenlignelige salg på 2-4 pct. i år og en driftsmargin for de fortsættende aktiviteter på over 15 pct.

Tidligere ventede selskabet en like-for-like-vækst i 2020 på 4-5 pct. og en margin på mindst 16 pct., skriver Bloomberg News.

Udmeldingen kommer i forbindelse med, at Danone onsdag morgen fremlagde sine regnskabstal for 2019.

Her fremgår det, at salget i året på sammenligneligt niveau voksede med 2,6 pct. til i alt 25,3 mia. euro, og at væksten i det afsluttende kvartal var på 4,1 pct.

Driftsindtjeningen steg med 18,1 pct. til 2,741 mia. euro.

Som det er tilfældet i Arla, befinder Danone sig også i den afsluttende del af en fem-årig strategiperiode, og koncerntopchef Emmanuel Faber siger om det afsluttede 2019-regnskab:

"2019 har været et år med store fremskridt for Danone både med hensyn til levering og transformation af vores virksomhed. Den sekvensielle acceleration af vores forretning kvartal efter kvartal er bevis for, at vi er på den rigtige sti i retning mod en bæredygtig rentabel vækst, mens vi samtidig også navigerer i modvind på flere fronter."

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også

Coop frasælger en række butikker og rydder op i organisationen med en bl.a. fyringer af administrative medarbejdere. | Foto: Finn Frandsen/Ritzau Scanpix.

Coop sælger 35 og lukker 19 butikker

For abonnenter