Den amerikanske fødevarekæmpe Conagra Brands, som i 2018 overtog konkurrenten Pinnacle Foods for 10,9 mia. dollar, har mandag nedjusteret sine forventninger til hele regnskabsåret 2019/20.
Koncernen, som i sit seneste regnskabsår omsatte for 9,54 mia. dollar, regner nu med, at den organiske vækst vil være på mellem 0 og 0,5 pct. Det skal sammenlignes med den tidligere udmelding om en vækst mellem 1,0 og 1,5 pct.
Samtidig har koncernen sat sine indtjeningsforventninger ned til intervallet mellem 2,00 og 2,07 dollar per aktie mod førhen 2,07 og 2,17 dollar. Analytikerne venter ifølge Bloomberg News en indtjening på 2,11 dollar per aktie.
"En blødhed i efterspørgslen viste sig først i kvartalet i sektoren for fødevareservice, med svagere trafik i restauranter i feriesæsonen," udtaler Sean Connolly, administrerende direktør i Conagra Brands, i en meddelelse.
Svækkelsen fortsatte ind i detailsegmentet i januar, oplyses det. I en præsentation, som skal anvendes på en konference tirsdag, betegnes udfordringerne dog som "et lufthul" i markedet.
Aktien i Conagra er indtil nu i 2020 faldet med 4,5 pct., mens det brede amerikanske marked er steget med 4,6 pct. Der handles ikke aktier i USA mandag, da amerikanerne fejrer President's Day.