Chr Hansen fastsætter nye vækstmål

Med forventninger om lavere markedsvækst har ingredienskoncernen fastsat sine nye vækstmål på tværs af forretningssegmenterne.
Foto: PR/Chr. Hansen
Foto: PR/Chr. Hansen
AF RITZAU FINANS

(Opdateret kl. 09.10)

Ingredienskoncernen Chr. Hansen har onsdag morgen løftet sløret for et nyt foreløbigt langsigtet mål for den organiske salgsvækst hos koncernen i årene frem mod 2024/25.

I den periode går selskabet nu efter at kunne fremvise en "mellem til høj encifret" organisk salgsvækst om året, oplyser Chr. Hansen i regnskabet.

De foreløbige vækstambitioner afspejler ifølge selskabet en lavere markedsvækst på tværs af forretningssegmenterne.

For koncernens største forretningsområde, der går under betegnelsen Food Cultures & Enzymes, nedjusterer Chr. Hansen forventningerne til den underliggende markedsvækst til omkring 2 pct. fra forudsigelsen om en markedsvækst i niveauet 3 pct., som blev nævnt på koncernens kapitalmarkedsdag i april 2018.

Chr. Hansen forudser fortsat, at forretningsområdet hos selskabet vil levere "betydeligt over markedsvæksten".

De seneste måneder har Chr. Hansen været i fuld gang med at udarbejde en ny strategiopdatering, og det arbejde vil først blive afsluttet i april i år.

Her forventer koncernen at kunne offentliggøre nye bekræftede finansielle målsætninger, men allerede nu har selskabet altså offentliggjort en foreløbig ambition for salgsvæksten frem mod 2024/25.

"Selv om Chr. Hansen fortsat er meget begejstret for mulighederne i vores teknologiplatform, vores innovationskapaciteter og vores markedsledende position, understøtter de foreløbige konklusioner ikke den eksisterende langsigtede organiske vækstambition på 8-10 pc. for koncernen indtil 2021/22," fremgår det af regnskabet.

Chr. Hansen har indtil nu haft et langsigtet mål om en organisk salgsvækst på 8 til 10 pct. om året frem mod 2021/22, men det nye mål erstatter den ambition.

Investorerne må væbne sig med tålmodighed, når det kommer til de langsigtede målsætninger for overskudsgraden, ebit-marginen, og de frie pengestrømme.

"Gruppens ambitioner for ebit-marginen og frie pengestrømme indtil 2021/22 fastholdes, men vil blive drøftet sammen med den nye vækstambition og annonceret i april 2020," skriver Chr. Hansen i onsdagens regnskab.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også