Novozymes' vækst blev væk

Enzymselskabet Novozymes nedjusterede flere gange i 2019. På trods af vanskelighederne er Novozymes-aktien gennem året steget med 12,6 pct.
Spanske Ester Baiget overtager posten som Novozymes-topchef Peder Holk Nielsen 1. februar. | Foto: NOVOZYMES
Spanske Ester Baiget overtager posten som Novozymes-topchef Peder Holk Nielsen 1. februar. | Foto: NOVOZYMES
AF RITZAU FINANS

Det er svært at spå - især om fremtiden, lyder et gammelt mundheld.

Og 2019 slutter da også langtfra sådan, som Novozymes oprindeligt havde forventet. Undervejs er de finansielle forventninger fra selskabet selv nemlig blevet justeret ganske kraftigt.

For enzymselskabet blev starten på 2019 vanskelig. Afsættet var et fjerde kvartal, der på de overordnede regnskabstal skuffede med blandt andet en lav organisk vækst.

Det viste sig dog blot at være en nådig start på et overordnet set meget vanskeligt år for det danske selskab, der har været trykket af blandt andet pressede amerikanske landmænd og massive oversvømmelser i Midtvesten i USA.

Udspillet fra Novozymes var i årsregnskabet i slutningen af januar en organisk vækst på 3-6 pct. i 2019, mens salgsvæksten i danske kroner sås ramme højere - på 4-7 pct. - som følge af medvind på valutamarkedet og særligt fra den amerikanske dollar.

Allerede ved regnskabet for første kvartal måtte Novozymes dog pille toppen af det meget brede spænd, der skabte usikkerhed blandt analytikerne. Prognosen blev sænket til en organisk vækst på 3-5 pct.

Det skete på baggrund af et første kvartal med en negativ vækst på 4 pct.

Under to måneder senere var den gal igen. Salget havde svigtet i de første to måneder af andet kvartal, hvor der var "modvind på markederne," oplyste Novozymes.

Derfor blev forventningerne til den organiske vækst sænket til 1-3 pct.

Ved regnskabet for andet kvartal oplyste Novozymes, at selskabets finansdirektør, Prisca Havranek-Kosicek, stoppede med omgående virkning. Det skete med henvisning til "personlige årsager."

Her blev de svage salgstakter i andet kvartal desuden bekræftet, men den nedjusterede prognose fik lov at stå ved magt.

Senere i august lød det fra Novozymes, at selskabet ville afskedige 280-330 medarbejdere - godt en tredjedel af dem i Danmark - for at kunne opfylde sin langsigtede strategi, og allerede i starten af oktober måtte Novozymes nedjustere igen, og en uge senere gik den ikke længere for selskabets topchef, Peder Holk Nielsen, der i overensstemmelse med bestyrelsen meddelte sin afgang.

Han afløses 1. februar næste år af spanske Ester Baiget, kom det senere frem.

Nedjusteringen - den tredje af slagsen i 2019 - sendte forventningerne til den organiske vækst ned i minus 2 til 0 pct. - og altså udsigt til en organisk faldende toplinje - i skarp kontrast til udspillet knap ni måneder tidligere.

På trods af vanskelighederne er Novozymes-aktien steget med 12,6 pct. i løbet af 2019. Men med til historien hører det dog også, at det danske marked samlet set er steget noget mere i løbet af året.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også

Coop frasælger en række butikker og rydder op i organisationen med en bl.a. fyringer af administrative medarbejdere. | Foto: Finn Frandsen/Ritzau Scanpix.

Coop sælger 35 og lukker 19 butikker

For abonnenter