FødevareWatch

Torvehallerne til stadeholder: Stop med at sælge foie gras

Efter en række sure kundehenvendelser opfordrer ejerne af Torvehallerne i København nu stadeholder til at droppe salg af foie gras.

Foto: Magnus Holm

Foie gras - nej tak!

Sådan lyder det klare budskab nu fra folkene bag Torvehallerne i København.

En række kunder har henvendt sig til det populære madmarked på Facebook, fordi de er utilfredse med, at den delikate spise bliver solgt af stadeholderen med de franske specialiteter, Ma Poule, skriver TV 2 Lorry.

Det fik fredag chefen for Torvehallerne, Lotte E. Andersen, til at reagere. På Facebook skrev hun blandt andet:

“I den forbindelse opfordrer vi vores stadeholdere til ikke at sælge foie gras,” lød det klare budskab.

Da TV 2 Lorry kontakter Lotte E. Andersen, henviser hun til Per Hallgren, som er administrerende direktør i Jeudan, der ejer Torvehallerne.

Han siger til TV 2 Lorry, at Torvehallerne ikke kan forbyde Ma Poule at sælge foie gras.

"Men vi kan give dem en anbefaling, og det har vi gjort," siger Per Hallgren.

Han forklarer, at det er ulovligt at producere foie gras i Danmark og andre EU-lande, men at det er tilladt at importere og sælge det.

"Nogle foie gras-produkter er frembragt ved tvangsfodring, og så synes jeg, det er åbenlyst, at de produkter så ikke sælges i Torvehallerne," siger Per Hallgren.

Hos Ma Poule oplyser ejer Edouard Cazazian, at de endnu ikke har taget stilling til, om de vil stoppe med at sælge foie gras.

I mellemtiden gløder debatten om foie gras i kommentarsporet under Torvehallernes chefs opslag på Facebook. Nogle folk er ivrige tilhængere af et totalt stop for salg af foie gras i Torvehallerne. Skuespiller Vicki Berlin skriver blandt andet:

"Tak Tovehallerne for det fantastiske tiltag. Tak fordi I tager stilling og tager ansvar. Foie gras er et modbydeligt produkt fyldt med smerte, der på ingen måde bør sælges i DK - dejligt at I mener det samme," skriver hun.

Omvendt mener andre, at Torvehallerne med den nye udmelding rammer helt skævt i forhold til kunderne, og at det kan medføre bortfald.

"Vi er rigtig mange, som ville være kede af, hvis vi ikke kunne købe vores foie gras i Torvehallerne mere. Jeg er tilhænger af dyrevelfærd og køber gerne økologisk og fritgående kød. Vi er mange, som er glade for at kunne gøre alle vores weekendindkøb ét sted, når vi skal forkæle os selv og vores venner. Lad nu være med at bukke under for den overdrevne politiske korrekthed. Jeg tror generelt, I rammer ved siden af en af jeres store kundegrupper, hvis vi ikke længere kan foretage alle vores kulinariske indkøb i Torvehallerne," skriver Jesper Ronald Jensen eksempelvis.

Per Hallgren, hvad tænker du om disse kunders kritik?

"Jeg kan ikke afvise, at der er nogle kunder, der føler så stærkt om det her, at de ikke kommer mere," siger han til TV 2 Lorry.

(Denne artikel og billedmateriale er videreformidlet af Ritzaus Bureau på vegne af TV2 Lorry.).

Torvehallerne kan være på vej til Frederiksberg

Torvehal-chef: Supermarkederne er vores sande konkurrent - ikke street food

Torvehallernes besøgstal går tilbage med en halv million

Relaterede

Seneste nyt

Fødevarejob

Se flere

Se flere

Seneste nyt fra Watch Medier