Dr Oetker Danmarks overskud skrumper for andet år i streg

Frysepizzaproducenten Dr. Oetker skærer en tredjedel af overskuddet væk i 2018. Direktøren forventer, at det bliver endnu værre i år, hvor presset fra private label er blevet endnu hårdere. Situationen er ikke bæredygtig, som den ser ud lige nu, lyder det.
Foto: PR Foto
Foto: PR Foto

Et hårdt prispres er med til at tynge tallene i Dr. Oetker Danmark, der bl.a. sælger frysepizzaer, frysekager og bageringredienser. Selskabet går tilbage for andet år i træk, og direktøren betegner markedet som "meget vanskeligt."

"Til trods for at forbrugerne stadig foretrækker vores mærker, og vi har en meget høj forbrugerloyalitet, så vælger flere af vores kunder alligevel, at de hellere vil satse på deres egne produkter. I en situation med reduceret distribution i flere kæder er det svært for Dr. Oetker at opretholde en god lønsomhed," lyder det i et mailsvar fra Øystein Bu, der har været direktør siden februar 2018.

Virksomhedens overskud faldt 33 pct. til et resultat efter skat på 3,8 mio. kr. mod 5,7 mio. kr. i 2017. Dermed fortsætter virksomheden nedgangen fra 2017, hvor selskabet for første gang brød en positiv stime, der havde kørt siden 2013.

"Udfordringerne fra 2017 på kundesiden har ikke forbedret sig sidste år, og vi har ikke kunnet kompensere for vores øgede omkostninger gennem højere priser. Det giver faldene marginer og et svagere resultat end sidste år," skriver Øystein Bu.

Investerer i markedsføring

Alligevel har Dr. Oetker en plan om at investere "stærkt" i især markedsføring for at forbedre sin markedsposition.

"Dr. Oetker har som målsætning at være forbrugernes foretrukne valg indenfor frossen pizza, frosne kager, desserter og bage- og dekorationsprodukter. For at opretholde vores position som klar førsteplads blandt danske forbrugere investerer vi fortsat væsentligt i markedsføring, både i traditionelle medier som tv og print, men også i mange nye digitale kanaler," lyder det fra direktøren.

Han ønsker ikke at konkretisere, hvor mange penge der er tale om. Af pengestrømmen fremgår det, at det danske datterselskab havde investeringsaktivitet for knap 400.000 kr. i 2018.

Forventer underskud eller nul i 2019

Igen i år er Dr. Oetker ramt af, at flere af detailkæderne i højere grad satser på deres egne private label-produkter, og direktøren påpeger, at situationen er yderligere forværret siden starten af 2019.

Derfor forventer han, at resultatet vil ramme nulpunktet eller vise et underskud i 2019. Selskabet har ellers ikke lavet underskud siden 2011.

"Situationen i det danske dagligvaremarked er krævende efter mange år med en svært begrænset samlet værditilvækst. Situationen med et stadigt stigende pres fra kæderne om lavere priser, kombineret med at omkostningerne stiger, er ikke bæredygtigt for leverandørerne på længere sigt. Det synliggøres gennem dårlige resultater for mange leverandører, og at flere satser mindre på det danske marked," skriver han.

Samtidig pointerer han, at danskerne er villige til at betale mere for høj kvalitet. Derfor synes han også, at kæderne skal give forbrugerne muligheden for netop det. Ellers vil situationen blive værre for både kæder og leverandører, påpeger han.

"Det er kun gennem en acceptabel lønsomhed, at aktørerne i markedet vil se sig tjent med at satse på nye og innovative produkter og løsninger," skriver Øystein Bu, der også står i spidsen for koncernens forretning i Norge.

Han overtog roret efter Georg Heerdegen Parsbo, efter han havde stået der i 15 år frem til starten af 2018.

Selskabet beskæftiger 36 medarbejdere, som gennemsnitligt fik 543.670 kr. i løn, ifølge regnskabet. Direktionen fik 4,2 mio. kr., hvilket er på niveau med 2017. Direktionen består af Øystein Bu og Axel Zinke.

Også bruttofortjenesten gik tilbage til 24,7 mio. kr. mod 26,1 mio. kr. i 2017, hvilket svarer til et fald på 6 pct.

Efter fire års fremgang falder bunden ud af Dr Oetker

Dr Oetker Danmark får ny direktør

Dr. Oetker-chef om nyt topjob: Det kilder i maven

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også