Nyt stort millionunderskud i brødforretningen Kohberg

Øget prispres og høje råvarepriser får en stor del af skylden for, at Kohberg i 2018 måtte se såvel top- som bundlinje gå tilbage. Samlet endte underskuddet på godt 26 mio. kr.

Der er ikke meget luft tilbage i brødposerne hos de danske leverandører af rugbrød til detailhandlen.

I sidste uge leverede Lantmännen Schulstad sine nedslående tal for udviklingen i 2018, og mandag følger konkurrenten Kohberg op med endnu mere pressede tal.

Af en meddelelse sendt til FødevareWatch fremgår det, at Kohberg sidste år realiserede et resultat på godt minus 26 mio. kr. ud af en samlet omsætning på 949 mio. kr. Regnskabet betegnes som utilfredsstillende.

"Vi ser fortsat, at hele brødbranchen generelt har stigende udfordringer med et vigende marked for frisk indpakket brød, samtidig oplever vi, at supermarkedskæderne fokuserer på egne brands, ligesom der er indikationer på, at der sælges flere varer til en lavere pris," udtaler René Normann Christensen, der tiltrådte jobbet som adm. direktør i marts, i meddelelsen.

Korrigeret for en engangspost på 46 mio. kr. faldt omsætningen med omkring 25 mio. kr. i forhold til året før, hedder det videre.

"Konstateringen er, at den negative udvikling, vi ser i omsætningsvolumen kombineret med et øget prispres, betyder, at det er vanskeligt at holde vores produktionsmål, hvilket bidrager yderligere til den negative påvirkning af indtjeningen," udtaler René Normann Christensen.

Effekt af udliciteret salg om 2-3 år

Af meddelelsen fra Kohberg fremgår det, at man i 2018 har haft held med at nedbringe sin rentebærende gæld med 16,9 mio. kr., og at selskabets ebitda-indtjening har været positiv med 11,8 mio. kr. I 2017-regnskabet fremgik det, at ebitda-indtjeningen var på 46,1 mio. kr., og at man det år nedbragte gælden med 27,2 mio. kr.

Egenkapitalen var ved udgangen af 2018 reduceret med knap 24 mio. kr. og udviser nu 88,2 mio. kr.

I et forsøg på at vende udviklingen i selskabet blev tidligere direktør Peder Christensen efter tre år på posten som adm. direktør i marts erstattet af René Normann Christensen.

Han udtalte i forbindelse med sin tiltræden, at der bl.a. skal kigges på sortimentet i Kohberg.

"Vi skal kigge på sortimentet — for vi er nødt til at tjene på hvert eneste produkt, vi sender ud - og så skal vi se på, hvordan vi producerer og på logistikken. Det har der allerede været fokus på, men vi skal se på det endnu bredere," sagde han i slutningen af marts til Jyskevestkysten.

Af dagens meddelelse fremgår det, at Kohberg derudover regner med at se positive effekter af, at man har udliciteret sit detailsalg til et eksternt firma i løbet af de kommende 2-3 år.

"Når vi udliciterer vores detailsalgsstyrke, så er det i bund og grund ikke med vores gode vilje. For netop vores salgskonsulenter har jo traditionelt være dem, der passede og plejede Kohberg-brandet ude i butikkerne og sikrede, at vores brød fik de placeringer de fortjente og var omgivet af de rigtige aktiviteter. Erkendelsen er imidlertid, at forhandlinger om priser, placeringer, aktiviteter mv. i dag foregår inde på kædekontorerne, og derfor er salgskonsulenternes råderum blevet indskrænket, så det ikke længere er lønsomt for os selv at drive salgsstyrken," udtaler René Normann Christensen.

Schulstad-tal også i tilbagegang

Fredag leverede Lantmännen Schulstad sine tal for 2018 og har både set driftsresultat og endelig bundlinje gå tilbage. Mens driftsresultatet blev reduceret med nye 6,7 mio. kr. til et samlet minus på 16,9 mio. kr., landede det endelige resultat i hele minus 14,3 mio. kr., hvilket var omkring 4 mio. kr. dårligere end året før.

"Det er helt overordnet utilfredsstillende, at vi kommer ud af året med et negativt resultat. Vi vidste på forhånd, at resultatet ville ende tæt på nul, da vi bl.a. har investeret en del i nyt IT-system, men at vi ikke har været stand til at få de nødvendige prisstigninger igennem hos detailhandlen, det har ikke været tilfredsstillende," sagde Allan Christiansen, adm. direktør i Lantmännen Schulstad.

Han henviste bl.a. til, at Schulstad, som storforbruger af mel mærker konsekvenserne af sidste års dårlige høst, og at priserne på mel er steget betydeligt, ligesom man også har set sine lønomkostninger stige.

På toplinjeniveau gik den friskbrødsforrening i året tilbage med 1,6 mio. kr. til i alt 920 mio. kr.

Danskernes trang til discount smitter af i rødt Schulstad-regnskab

Ny Kohberg-chef: Vi skal tjene penge på hvert eneste produkt

Ny Kohberg-chef: "Jeg er jyde med stort J"

Afgående Kohberg-direktør: "Nu sætter jeg mig op i en flyver og slapper lidt af"

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også