Efter massive udfordringer spaltes Løgismose og Meyers igen i to forretninger

Efter fire år med store udfordringer og massive underskud har ledelsen stoppet projekt integration: Løgismose og Meyers skal fremover være to uafhængige forretninger, fortæller bestyrelsesformand Per Harkjær.
Foto: Løgismose Meyers
Foto: Løgismose Meyers

Da kapitalfonden IK Investment Partners opkøbte fusionerede Løgismose Meyers i 2015, ventede man fra start at kunne hente store synergieffekter ved at lægge de to succesfulde forretninger sammen til én.

På fire år er det dog langt fra lykkedes, og det fusionerede selskab har samlet genereret et underskud på 150 mio. kr. – forleden blev koncernens 2018-regnskab offentliggjort, og det viste endnu et underskud på 45 mio. kr.

Udfordrede Løgismose Meyers præsenterer rekordrødt regnskab  

Men det skal være slut nu. Ledelsen har besluttet at splitte de to forretninger op.

"Vi vil separere de to virksomheder, så vi driver Løgismose på den ene side og Meyers på den anden side som to uafhængige forretninger," siger Per Harkjær, bestyrelsesformand i Løgismose Meyers, til FødevareWatch.

Helt konkret betyder spaltningen, at ledelsen stopper med at forsøge at integrere de to forretninger. Formanden peger på, at man i den forstand skruer tiden tilbage til før fusionen.

"Over de sidste par år har vi indset, at de to forretninger er mere forskellige, end vi måske havde regnet med, da de blev lagt sammen," siger han.

Netop kompleksiteten og forskelligheden Meyers og Løgismose imellem var på dagsordenen hos tidligere direktør Tørk Eskild Furhauge, der mente, at integrationen skulle ses som et langsigtet og mangeårigt projekt. Ledelsen skulle være forberedt på, at det ikke kunne klares i en håndevending, og at man først i 2020 og 2021 ville kunne snakke om at "frigøre potentialet". I sidste ende var det formodentlig også det, der endte med at koste ham jobbet, da han i september blev afskediget.

"Det er et langt sejt træk at få resultaterne frem, og nu har bestyrelsen ment, at der også skulle nogle kortsigtede resultater til," sagde Tørk Eskild Furhauge til FødevareWatch i september.

Mere Meyer og Grønlykke  

Adskillelsen skal give plads til, at Løgismose Meyers kan udvikle sig i den rigtige retning, og det er ikke nødvendigvis én og samme retning. Særligt fordi kerneprodukterne adskiller sig. Mens Løgismose i sin oprindelige forstand havde – og stadig har – fokus på detailhandlen, har Meyers fokus på måltider i form af foodservice, restaurations- og kantinedrift.

"Løgismose er hovedsageligt en forretning, hvor vi sælger varer til forbrugeren enten i vores egne butikker eller igennem Netto, mens Meyers hovedsageligt er en forretning med fokus på måltider, som serveres i vores kantiner, i vores frokostordninger eller til events. På den måde er det to meget forskellige forretninger, og vi vil fokusere på deres individuelle styrker," siger Per Harkjær.

Pointen er, at der nu skal blive mere plads til at udvikle nye produkter i de respektive forretninger. Bestyrelsesformanden tror på, at det kommer til at give meget på resultatfronten.

"Planen handler om, at vi skal back to basic i begge forretninger. Dertil er Claus Meyer meget mere involveret i Meyers forretning end tidligere, og det samme gælder Jacob Grønlykke, medstifter og tidligere bestyrelsesformand i Løgismose. Og det er noget af det, vi tror rigtig meget på," siger han.

Jacob Grønlykke forlader Løgismose Meyers bestyrelse

Aldrig færdig med at investere

Siden IK Investment Partners opkøbte selskabet har ejerne efter eget udsagn kastet 135 mio. kr. i udviklingen af koncernen. Til spørgsmålet om de nu er færdige med at investere, lyder svaret fra Per Harkjær, at man aldrig bliver færdig med at investere i fremtiden.

"Så det kan jeg ikke sige, at vi er," tilføjer han.

Har I nogen konkrete investeringer på bordet? 

"Det har vi, men det kan jeg ikke sige mere om på nuværende tidspunkt."

Overskud i 2019

I forhold til om ejerne kommer til at indkassere et overskud i år, mener formanden, at man stadig skal have de mere langsigtede briller på.

"Vi er desværre stadigvæk i færd med at refokusere virksomheden. Så det er ikke i 2019, at vi får en kæmpe vækst på bundlinjen, men nettoresultatet vil være i plus ved udgangen af året," siger han.

Selv kom Per Harkjær til virksomheden som formand for præcis et år siden. I den tid har Løgismose Meyers fået ny direktør i form af Jesper Uggerhøj, der tog over efter Tørk Eskild Furhauge. Og det ifølge formanden den nye direktørs plan, der nu skal eksekveres.

"Jesper Uggerhøj har brugt de første måneder på at lave sin egen plan, og den plan vil vi se meget større effekt af i 2020 end i 2019," siger Per Harkjær.

Løgismoses tredje topchef skal forsøge at tjene penge

Refokuseringen af virksomheden vil give resultater på den lange bane, mener bestyrelsesformanden.

"Det er der overhovedet ingen tvivl om. Løgismose Meyer er en fantastisk virksomhed. Vi har nogle af de bedste produkter og brands i hele Danmark. Bundlinjen har bare ikke rigtig fulgt med, men det kommer den til fra 2020 og fremefter," lyder det.

Egenkapitalen i selskabet er siden 2015 blevet reduceret med godt 75 mio. kr., men samlet var virksomheden ved udgangen af 2018 stadig polstret med 543,8 mio. kr. Indtjeningen (ebitda) endte på 26,5 mio. kr. for året mod 44,5 mio. kr. i 2017.

Kapitalfonde bakser med restaurantkæder på randen af en ny lavkonjunktur

Løgismose Meyers satser millioner på levering af vegetarmad 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også

Coop frasælger en række butikker og rydder op i organisationen med en bl.a. fyringer af administrative medarbejdere. | Foto: Finn Frandsen/Ritzau Scanpix.

Coop sælger 35 og lukker 19 butikker

For abonnenter