Sultne kinesere sender slagteri på overarbejde i påsken

Kødkoncernen Danish Crown og dets samarbejdspartnere må tage skærtorsdag i brug for at mætte kinesiske maver. (Opdateret)
Foto: Ritzau Scanpix/Morten Stricker
Foto: Ritzau Scanpix/Morten Stricker
AF RITZAU

Der er mere end almindeligt godt gang i knivene hos kødkoncernen Danish Crown for tiden.

Eksporten af svinekød til Kina boomer, efter at Kina er blevet ramt af den frygtede svinesygdom afrikansk svinepest.

Det betyder, at den danske kødkoncern må tage skærtorsdag i brug for at kunne klare efterspørgslen.

Slagteriet har således kaldt omkring 100 medarbejdere på arbejde skærtorsdag på slagterierne i Horsens, Blans og Ringsted.

"Vi har en hel del folk på arbejde på de tre afdelinger, og vi forventer, at de sender cirka 2000 ton svinekød afsted," siger Lars Albertsen, der er global salgsdirektør i Danish Crown.

Derudover har slagteriet bedt alle samarbejdspartnere inden for nedfrysning og afskibning af kød om at gøre skærtorsdag til en arbejdsdag.

Danish Crown sender for tiden mellem 5000 og 6000 ton svinekød afsted til Kina om ugen.

Kødet fryses ned og pakkes i containere inden den lange rejse til Kina.

Når der er travlt på slagteriet, giver det også travlhed hos samarbejdspartnerne.

Hos APM Terminals i Aarhus kalder direktør Steen Davidsen det for "en helt ekstraordinær situation".

Og hos firmaet Agri Norcold, der står for at indfryse kødet, meldes der også om et usædvanligt højt aktivitetsniveau.

"Jeg kan ikke mindes, at vi har haft så mange medarbejdere i gang på en helligdag. Vi skal laste mellem 60 og 70 containere, så der skal hentes cirka 3000 paller ud af frysehusene. Og når vi skal læsse til et land som Kina, så skal vi også have veterinærer fra Fødevarestyrelsen ind, for det er dem, der har ansvaret for, at hele papirarbejdet er i orden," siger direktør Jan Nielsen fra Agri Norcold.

Firmaet har således kaldt 50 medarbejdere på arbejde skærtorsdag i afdelingerne i Padborg, Vejen, Kolding og Hobro.

Landmændene, der ejer Danish Crown, kan mærke den boomende eksport til Kina i form af højere betaling for svinekødet.

Aktuelt er noteringen 10,60 kr. per kilo svinekød, landmændene leverer. Og det stopper formentlig ikke her, lyder det fra Lars Albertsen.

"Vi har set over de sidste fem til seks uger, at noteringen er steget fra 8,30 til 10,60 kr. Og efter min bedste overbevisning stopper det ikke her," siger Lars Albertsen.

Vurderingen er, at den kinesiske efterspørgsel formentlig vil fortsætte på nuværende niveau de næste 12 til 18 måneder.

Ny rapport: Pest vil skære en tredjedel af kinesisk svineproduktion 

Største fremgang for dansk svinekød siden 2003 

Økologiske kaninavlere kan ikke følge med efterspørgslen 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også

Coop frasælger en række butikker og rydder op i organisationen med en bl.a. fyringer af administrative medarbejdere. | Foto: Finn Frandsen/Ritzau Scanpix.

Coop sælger 35 og lukker 19 butikker

For abonnenter