Optakt til Chr. Hansen-regnskab: "Der er nultolerance for lavere vækst"

Chr. Hansen forventer for helåret en organisk omsætningsvækst på 9-11 pct. For investorerne er det afgørende, at ingredienskoncernen holder væksttempoet, vurderer analytiker.
Mauricio Graber, topchef i Chr. Hansen | Foto: Lars Krabbe / Finans
Mauricio Graber, topchef i Chr. Hansen | Foto: Lars Krabbe / Finans
AF RITZAU FINANS

Når Chr. Hansen torsdag kommer med regnskab for første kvartal af det forskudte regnskabsår 2018/2019, er det afgørende, at ingredienskoncernen opretholder sin høje vækst.

Sådan lyder vurderingen fra senioranalytiker Morten Imsgard fra Sydbank. Han forventer en organisk salgsvækst på 11 pct. i selskabets største division, Food Cultures & Enzymes, i kvartalet.

"Investorerne har for mig at se nultolerance over for, om væksten lodder af, så vi skal igen se et kvartal med en høj organisk vækst - gerne med meldinger om, at selskabet ser bedring nogle af de steder, hvor det har været udfordret," siger han.

Det er blandt andet tegn på bedring i dyrefoder-segmentet i Nordamerika og markedet for modermælkserstatning i Kina, som Morten Imsgard vil holde øje med.

For sundhedsdivisionen, Health & Nutrition, venter Sydbank en organisk salgsvækst på 12 pct. i regnskabsperiodens første kvartal, mens der i den mindste division - Natural Colors - ventes en vækst på 6 pct.

For helåret forventer Chr. Hansen en organisk omsætningsvækst på 9-11 pct.

Morten Imsgard vil særligt holde øje med, om lønsomheden i det største forretningsben viser forbedringer, når regnskabet lander torsdag klokken 8.00.

"Nu har Chr. Hansen øget produktionskapaciteten sidste år, så nu skal vi gerne se, at det giver medvind på indtjeningssiden. Det er noget af hovedfokus, at selskabet får løftet sin indtjening – også i de andre divisioner," siger senioranalytikeren, der regner med, at lønsomheden vil vise forbedringer:

"Vi skulle gerne få et betydeligt løft i lønsomheden i alle divisioner, så overskudsgraden kommer flot i gang med det nye regnskabsår," vurderer Morten Imsgard.

Positiv effekt fra Europrisliste

Analytiker Michael Vitfell-Rasmussen, der dækker selskabet for ABG Sundal Collier, vil også særligt holde øje med væksten i Chr. Hansens største division.

"Der tror jeg, man kan forvente et rigtig godt kvartal blandt andet på grund af nye produkter inden for området bioprotection og deres europrisliste - så både volumenvækst og en positiv prisvækst," fortæller han.

Chr. Hansen prissætter på flere markeder sine produkter i euro for at sikre sig mod store udsving på valutamarkedet.

"Det bliver også vigtigt at se de her margin-fordele i indtjeningen, som Chr. Hansen får på den nye kapacitet i Avedøre, hvor selskabet har øget kapaciteten," lyder det fra analytikeren.

Farvedivisionen har ikke udviklet sig som håbet over de seneste par år, vurder han - blandt andet fordi den store omstilling fra syntetisk farve til naturlig i USA har taget længere tid, end hvad selskabet havde håbet på.

Michael Vitfell-Rasmussen troede derfor tidligere, at divisionen ville blive solgt, men en udbygning af kapaciteten i USA taler nu for, at det ikke sker.

"Når man kigger på markedsefterspørgslen i Nordamerika og Asien, så er det også en ganske fornuftig forretning, de har der," vurderer han.

Ingredienskoncernen har flere gange tidligere forkælet investorerne med opjusteringer af forventningerne - men det er for tidligt på året til det, vurderer ABG-analytikeren, der forventer en vækst i den høje ende af de 9-11 pct., som Chr. Hansen guider på for helåret.

Mexicansk boss i Hørsholm: "I Danmark er første gang, at jeg ser så tydelig balance mellem arbejde og privatliv"

Chr Hansen-topchef: Tror på fremgang i USA efter trykket kvartalsvækst

Alt om Chr Hansens tredje kvartal

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også

Coop frasælger en række butikker og rydder op i organisationen med en bl.a. fyringer af administrative medarbejdere. | Photo: Finn Frandsen/Ritzau Scanpix.

Coop sælger 35 og lukker 19 butikker

For abonnenter