Sønderjysk ingredienskoncern vil afskedige yderligere 39 medarbejdere

Ingredienskoncernen Essentia Protein Solutions opkøbte i sommer konkurrenten Scanflavour. Nu står yderligere 39 til at miste jobbet.
Foto: Juan Hein / Ritzau Scanpix
Foto: Juan Hein / Ritzau Scanpix

I en pressemeddelelse oplyser ingredienskoncernen Essentia Protein Solutions med hovedsæde i Gråsten, at man efter overtagelsen af konkurrenten Scanflavour i sommer har planer om at reducere arbejdsstyrken med i alt 39 medarbejdere.

Tilpasningen kommer til at påvirke 33 medarbejdere i Scanflavours produktion i Møldrup og seks medarbejdere på en fabrik i Hobro. Opsigelserne vil ifølge selskabet lande hos medarbejderne i det kommende halve år.

"De to fabrikker ligger inden for en afstand af 20 km, produktionsprocesserne er sammenlignelige, og det er derfor allerede i juni 2018 meldt klart ud, at der vil ske en sammenlægning i et vist omfang, som vil reducere medarbejderbehovet. Vi konkurrerer i et prisfølsomt marked inden for fødevareingredienser, hvor en effektiv omkostningsstyring er helt afgørende for at forblive konkurrencedygtige," udtaler adm. direktør Asger Jacobsen i pressemeddelelsen.

I meddelelsen hedder det videre, at Essentia Protein Solutions i Møldrup har overtaget en ny fabrik fra Scanflavour, hvor der for nyligt er investeret "et meget betydeligt millionbeløb". Men da processen på fabrikken ikke fungerer efter hensigten, er den ikke rentabel, og derfor kigger Essentia Protein Solutions nu på, hvordan fremtiden for det anlæg skal se ud.

I forbindelse med, at Essentia Protein Solutions, der ejes af den amerikanske koncern The Lauridsen Group, overtog Scanflavour A/S 1. juni, blev det meldt ud, at 82 stillinger skulle nedlægges i Møldrup, hvor Scanflavours produktion har hjemme.

Til FødevareWatch oplyser Essentia Protein Solutions tirsdag eftermiddag, at de 33 opsigelser i Møldrup er opsigelser, der skal tilføjes de 82 opsigelser, som blev meldt ud i sommer.

Ny formand i sønderjysk ingredienskoncern

Opkøb koster 82 stillinger i proteinproducent

Sønderjysk proteinproducent har overtaget konkurrent

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også