FødevareWatch

Tidligere brexitminister: Hård brexit er den eneste vej frem

Ledende brexittilhænger David Davis mener, at man bør droppe udskældt skilsmisseaftale med EU.

Ritzau Scanpix/AFP/Daniel Leal-Olivas
Foto: Ritzau Scanpix/AFP/Daniel Leal-Olivas

Den tidligere brexitminister David Davis, der i juli trådte tilbage i protest mod premierminister Theresa Mays skilsmisseaftale fra EU, kræver, at den britiske regering dropper aftalen og forbereder landet på et såkaldt hårdt brexit.

Det skriver han i et stort indlæg i den britiske avis The Telegraph, skriver nyhedsbureauet Reuters.

"Jo mere, vi forbereder os på et scenarie, hvor der ikke er nogen aftale, jo bedre indfrir vi briternes ønske om et klart exit fra EU," skriver Davis i avisen.

Den tidligere minister har været én af de skarpeste kritikere af den britiske regerings strategi i forhandlingerne med EU.

"Vi har lagt os ned, og vi burde rejse os. Vi kan få en bedre aftale, skriver Davis og påpeger, at det er EU, der bør frygte et hårdt brexit mest."

Ifølge Davis er EU bekymret for at miste de 39 milliarder pund, svarende til 322 milliarder kroner, som den britiske regering med den nuværende skilsmisseaftale har forpligtet sig til at betale.

Den britiske premierminister fik forhandlet en skilsmisseaftale på plads med Bruxelles i slutningen af november. Aftalen indeholder en lang række kompromisser om blandt andet det indre marked, grænsekontrol og institutioner.

Det britiske Underhus skal stemme om aftalen 15. januar.

Theresa May måtte i første omgang udskyde afstemningen i Underhuset, efter hun blev mødt af massiv modstand - også fra medlemmer af hendes eget konservative parti.

I kølvandet på forhandlingerne og præsentationen af skilsmisseaftalen blev May mødt af en mistillidsafstemning, som hun dog vandt.

Efter planen forlader Storbritannien unionen 29. marts. Både økonomer og virksomheder har udtrykt stor bekymring over udsigterne til et aftaleløst brexit.

Et af de store stridspunkter i forhandlingerne har været Storbritanniens medlemskab af toldunionen efter britisk udtræden.

EU-kommissær ser chance for britisk støtte til Mays EU-aftale

Fødevarestyrelsen opruster op til brexit: Søger 20 nye medarbejdere

Svag dollarkurs driller Tomex' resultater midt i jubilæumsår

Relaterede

Seneste nyt

Fødevarejob

Se flere

Se flere

Seneste nyt fra Watch Medier