Stærke beviser: Kakaodyrkning er næsten 5500 år gammel

Kakao blev dyrket hele 1500 år tidligere og et helt andet sted, end man troede. Det tyder på forbindelse mellem oprindelige folk, fortæller dansk forsker.
Foto: The Hershey Company
Foto: The Hershey Company
AF VIDENSKAB.DK

Arkæologer har længe ment, at kakao først blev dyrket i Mellemamerika for næsten 4000 år siden.

Men nu har forskere fundet nye spor af kakao på indersiden af keramikskåle, flasker og potteskår fra Ecuador i Sydamerika, der er hele 5450 år gamle.

Det skriver Videnskab.dk.

"Det er meget spændende, at kakao er blevet dyrket så tidligt i Sydamerika. Kulturhistorien, som vi kender om kakao, stammer nemlig primært fra Mesoamerika (den del af Mellemamerika, hvor flere beslægtede kulturer opstod, før Columbus ankomst, red.)," siger Jesper Nielsen, der er lektor i indianske sprog og kulturer ved Københavns Universitet til Videnskab.dk.

Han fortæller blandt andet, at Olmekerne, der havde deres storhedstid 1500 år før vor tidsregning i det nuværende sydlige Mexico, brugte kakaobønner som valuta og i krydrede kakaodrikke ved ceremonier.

Forskerne i studiet er overbeviste om, at det nye fund ikke bare er kakaobønner plukket fra vilde planter.

Der er nemlig både kemiske og genetiske tegn på, at kakaoslægten, som de har fundet, er dyrket ved landbrug.

I potteskårene finder de nemlig tre forskellige ledetråde:

1. Stivelse fra Theobroma, der er den overordnede kakaoslægt, som indeholder både vilde og dyrkede planter.
2. Theobromine - en såkaldt alkaloid, der findes i den dyrkede udgave af T. cacao, men ikke i de arter, der vokser vildt.
3. Fragmenter af DNA, som er unikke for den tamme plante T. cacao.

Resterne af det brændte kakao er blevet dateret til at være 5450-5300 år gamle ved hjælp af kulstof-14-metoden.

"Det ser ud til at være meget sikre vidnesbyrd. Samtidig synes jeg, at den keramiske form, visse af skårene stammer fra, er interessant, fordi den minder om én vi ser senere i Mesoamerika," siger Jesper Nielsen.

Han fortæller også, at arkæologerne altid har været meget interesserede i at finde ud af, om de tidlige folk i Syd- og Mesoamerika har haft handelsforbindelser. Blandt andet fordi den keramiske form ellers skal have udviklet sig to forskellige steder uafhængigt af hinanden.

"Det her tyder jo på, at der godt kan have været en tidlig handelsforbindelse mellem Ecuador og visse folkeslag i Mesoamerika."

Når forskerne kan finde så gamle spor af den dyrkede udgave af kakaoslægten, kan man næsten ikke lade være med at spekulere i, hvor længe før det man er begyndt at dyrke planten.

Og selvom Jesper Nielsen fortæller, det godt kan være meget tidligt, man er begyndt, så er han stadig overbevist om, at andre afgrøder som majs, bønner og squash kom først.

"Vi ved fra Mesoamerika, at majs og bønner blev domesticeret (dyrket red.) først. Det finder vi allerede mellem år 5000-2000 før vor tidsregning," siger han.

Det skyldes for det første, at de afgrøder kan brødføde en befolkning, mens kakao har været en forholdsvis sjælden luksusvare.

"Man har for eksempel brugt kakaobønner som en valuta, og det tyder jo på, at de har haft en vis værdi," siger han.

(Denne artikel er videredistribueret af Ritzau for Videnskab.dk.)

Studie: Sund mad er mere klimavenlig

Chokoladefusion: Schweizisk firma køber russisk kollega

Kinesisk bank investerer i ghanesisk kakaoproduktion

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også