Små virksomheder: Skatteloven er for indviklet

Skattesnyd for små virksomheder er ofte ikke bevidst, siger SMV Danmark. Reglerne er bare for indviklede.
AF RITZAU

Det bliver dyrt for de små og mellemstore virksomheder, hvis skatteminister Karsten Lauritzen (V) strammer revisorpligten, som bebudet i Børsen.

Stramning af revisorpligten skal mindske det såkaldte skattegab, der er den manglende skattebetaling.

Regeringen vil bekæmpe skattesnyd med øget revisionspligt

I stedet skulle man kigge skattereglerne efter i sømmene, mener Jacob Brandt fra interesseorganisationen SMV Danmark.

Størstedelen af virksomhederne prøver nemlig ikke bevidst at snyde med deres skattebetaling. De forstår bare ikke reglerne.

"Det er kun ti procent af virksomhederne, som bevidst snyder, mens 90 pct. bare ikke kan finde ud af reglerne. Vi ønsker en lettere og billigere løsning for at finde de virksomheder, som laver fejl i deres skattebetaling. For eksempel at certificere bogholderifaget, så man får bogholdere, der kan hjælpe virksomhederne med at sikre en rigtig skattebetaling," foreslår Brandt.

For SMV-virksomhederne er skattegabet på 12 milliarder kroner ifølge Børsen. For borgere er det blot 1 mia. kr.

Brandt peger på, at de mange regler på området er skyld i, at flere virksomheder ikke betaler, hvad de skal i skat.

Det kan for eksempel være en fødevarevirksomhed, som blander forskellige ingredienser sammen, hvor der er forskellige afgifter og regler for hver.

"Du skal altså sørge for at have tungen lige i munden, og det kan være vanskeligt. Den del vil en revisor aldrig fange, for de sidder jo ikke og kigger så detaljeret på en virksomheds regnskab," mener han.

De små og mellemstore virksomheder er gennem en årrække blevet fritaget fra at bruge revisor.

Antallet af virksomheder, der er fritaget, var i 2016 123.000. Ti år tidligere var det blot 12.

Løsningen på den manglende skattebetaling er ifølge Brandt ikke at stramme revisorpligten igen.

"Løsningen er at sikre, at virksomhederne bliver mere oplyste om, hvordan de betaler det rigtige, og at Skat øger kontrolindsatsen over for dem, det tror snyder," mener han.

"Samfundsøkonomisk vil det være betydeligt bedre at ansætte flere i Skat til at kontrollere for snyd end at smøre en revisionsregning ud til rigtig mange virksomheder."

Efter sommerferien vil skatteministeren ifølge Børsen indkalde til forhandlinger på området.

Både Dansk Folkeparti og Socialdemokratiet siger til avisen, at han kan forvente støtte fra deres side.

Regeringen kan komme i mindretal i sag om fødevareudbud

Bred dansk skepsis over for EU-forslag mod unfair samhandel

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også