DI om Trumps Kina-told: Ingen vinder på handelskrig

Amerikansk told på kinesiske importvarer er en stærkt bekymrende udvikling, lyder det fra Dansk Industri.
Foto: Ritzau Scanpix/Evan Vucci
Foto: Ritzau Scanpix/Evan Vucci
AF RITZAU

Fredag morgen dansk tid omkring klokken seks ventes USA at indføre 25 procent told på kinesiske importvarer for 34 milliarder dollar.

Dermed er der endnu en gang pustet til den handelskrig, der truer med at blive en realitet mellem USA og Kina.

Det er en stærkt bekymrende udvikling, vurderer Peter Thagesen, der er underdirektør i erhvervsorganisationen Dansk Industri.

"Det er som om, at USA åbner den ene front efter den anden. De arbejder også meget systematisk på at underminere Verdenshandelsorganisationen, WTO, som er den organisation, der er garant for de regler, der gælder internationalt," siger han.

EU-ledere enes om strategi for handelskrig

Thagesen påpeger, at Kina ikke umiddelbart ønsker en handelskonflikt med USA. Alligevel vil tolden få kineserne til at svare igen, vurderer Thagesen.

Men der er kræfter internt i USA, der er begyndt at gøre opmærksom på de negative konsekvenser. Det får Peter Thagesen til at håbe på, at USA meget snart indser, at ingen vinder på en handelskrig.

"Vi kan se, at der er en kraftig modstand i USA og ikke mindst i amerikansk erhvervsliv mod Trumps protektionistiske linje, som er meget stigende.

Derfor håber vi også, at amerikanerne besinder sig og inden længe kommer ned fra træet og vil være med til at diskutere, hvordan vi får fjernet handelsbarriere og ikke indfører dem," siger han.

Lars Løkke: EU er klar til "moderat" svar på Trumps tariffer

Tolden skal ramme den manglende håndhævelse af intellektuelle ejendomsrettigheder i Kina.

Ifølge Dansk industri er det blevet bedre de seneste år, men kopiering og tyveri af viden og design er stadig et stort problem i Kina også for danske virksomheder.

Men USA burde ikke pålægge tolden, mener Thagesen. I stedet burde Amerika rejse en sag overfor Kina. En sådan sag i WTO ville Danmark formentlig bakke op om, siger han.

Mexico kan øge import af danske griseben

Kina vil købe sig ud af amerikansk straftold

Canada klar med milliardtold på amerikanske bøffer

 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også