Nowaco-moderselskab misser egne 2017-forventninger

Ændrede markedsvilkår for handelsselskabet Nowaco, der udgør størstedelen af moderselskabets aktiviteter, trækker markant ned i 2017, men en stribe investeringer i blandt andet ejendomme og værdipapirer holder luft i overskuddet.
Foto: PR / Nowaco.
Foto: PR / Nowaco.

På den nederste regnskabslinje i 2017-regnskabet er der i Tika Holding A/S, som er moderselskabet for handelsvirksomheden Nowaco, langt til toppen i 2015.

Det rekordstore overskud i 2015 lød på hele 94,1 mio. kr., men siden faldt resultatet i 2016 tilbage i 77,8 mio. kr., for i 2017 at falde yderligere ned til 69,9 mio. kr.

Det fremgår af det nye 2017-regnskab, som FødevareWatch har fået adgang til.

Resultatet, som dog ligger over 2013- og 2014-niveau, er kommet i et 2017, der også bød på den hidtil største omsætning i Tika Holdings historie. Samlet rundede koncernens aktiviteter akurat milepælen tre mia. kr.

"Forventningerne til årets resultat på tidspunktet for sidste års regnskabsaflæggelse, var et resultat efter skat på 80-85 mio. kr., og er dermed ikke blevet indfriet," skriver ledelsen.

Nowaco ramt af dyr fragt og sværere råvarer

Det fremgår videre, at det særligt har været aktiviteterne i handelsvirksomheden, der har været påvirket negativt i 2017.

Blandt andet har "mindsket adgang til råvarer, markedsnedgang i Østasien, samt stigende fragtpriser i første halvdel af året" forringet resultatet, hedder det.

Nowaco A/S oplevede i 2017 et fald i årets resultat før skat på 3,8 mio. kr. fra 56,2 mio. kr. i 2016, men som i moderkoncernen skete det i et år, hvor omsætningen steg.

Den stigende omsætning er ifølge ledelsen kommet gennem nye investeringer i tre nye kontorer samt nyt personale. Investeringerne er foretaget med henblik på at få Nowaco til at vokse i nye og eksisterende markeder.

"Koncernen har haft en stor vækst i aktiviteten i regnskabsperioden. Dog betyder en vigende bruttomargin et fald i det primære driftsresultat. Nedgangen i resultatet skyldtes derudover faldende priser globalt, samt udfordrende markedsforhold på flere geografiske markeder," skrev handelsselskabet i en pressemeddelelse i april.

Af ledelsesberetningen i Tika Holding-regnskabet fremgår det, at en del af tilbagegangen i Nowaco blev afbødet af en "tilfredsstillende udvikling" i den del af Tika Holding-forretningen, som har med værdipapirer og ejendomsinvesteringer at gøre.

Bruttofortjenesten i Nowaco A/S var på 155,2 mio. kr. i 2017 mod 151,5 mio. kr. året før. Dertil er personaleomkostninger og andre eksterne omkostninger samlet steget med 6,6 mio. kr. i forhold til 2016.

"Ovenstående taget i betragtning, anser bestyrelsen det realiserede resultat 2017 for Nowaco koncernen for tilfredsstillende," skrev selskabet, der i dag omsætter knap 300.000 tons frosne fødevarer på verdensplan.

Strategien er at sprede sig så meget som muligt

I forbindelse med Nowaco-regnskabets offentliggørelse i april fortalte en tilfreds driftsdirektør i form af Katja Nowak Nielsen, hvordan blandt andet den kinesiske regerings overtagelse af svineproduktion udfordrede koncernens position i Asien. Hun satte i et interview med FødevareWatch også et par ord på, hvad den globale shippingkrise betød i 2017, og hvordan Nowacos strategi om at dække hele verden fra Argentina over Saudi Arabien til Australien giver udslag på bundlinjen.

Strategien har udviklet sig og er formet af de årtier, som virksomheden har gennemlevet, fortæller driftsdirektøren:

"Hvis man ser på forretningen over en længere periode, så har vi bevæget os fra at være meget afhængige af Asien til i dag at være i det meste af verden med undtagelse af Oceanien. Vi er store i Mellemøsten og Europa på fiskeprodukter, og vi er store i Afrika og Asien, Syd- og Nordamerika," sagde Katja Nowak Nielsen og konkluderede videre:

"På den måde bliver man mindre sårbar, når der sker noget i verden. Man skal ikke samle alle sine æg i én kurv – dét er det, vi forsøger at leve efter."

Om de kinesiske forretninger hed det blandt andet:

"Kina er et af vores største markeder, og 2017 har været kendetegnet af, at svineeksporten dertil er blevet halveret – primært fordi den kinesiske regering er gået ind og startet egenproduktion."

Kina er et af Nowacos absolut største trading-områder fra Europa til Asien.

Ved udgangen af 2017 beskæftigede firmaet i alt 180 medarbejdere, hvoraf 89 var tilknyttet hovedkontoret i Aalborg. Det gennemsnitlige antal ansatte i 2017 var 170 mod 157 i 2016. Koncernen er i dag repræsenteret med 28 kontorer i 23 lande.

Egenkapitalen voksede i 2017 med nye 80 mio. kr., og samlet er selskabet yderst velpolstret med en samlet egenkapital på 915 mio. kr.

For 2018 er det forventningen, at resultatet lander i niveauet 60-65 mio. kr. i Tika Holding A/S.

Nowaco-moderselskab køber op i investeringsselskab

Nowaco-direktør: Markant 2016-tilbagegang har naturlig årsag

"Det fylder ikke meget for mig, om jeg er kvinde eller mand"

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også