Mælkepriser og valutakvaler trak tæppet væk under resultatet i Nordex

Med en markant tilbagegang på 35 mio. kr. på bundlinjen er det svært for ledelsen i det privatejede mejeriselskab Nordex at glæde sig over, at omsætningen steg med nye 80 mio. kr. i 2017. Året bød på flere udfordringer.
Foto: Majken Søndergaard Nielsen
Foto: Majken Søndergaard Nielsen

Det nordjyske mejeriselskab Nordex løftede igen i 2017 toplinjen og solgte mere hvid ost end nogensinde, men modsat tidligere fik de gode takter øverst ikke lov at slå igennem på årsregnskabets nederste linjer.

Nordex Food Gruppen, der består af Nordex Holding A/S og flere datterselskaber heriblandt Nørager Mejeri A/S og Nordex Food A/S har netop offentliggjort årsrapporten for 2017.

Her fremgår det, at godt nok blev omsætningen i 2017 løftet med godt 80 mio. kr. til 1,54 mia. kr., men indtjeningen faldt drastisk.

Direktør Keld Houen Pedersen og resten af koncernledelsen måtte se driftsresultatet ebit gå tilbage med omkring 44 mio. til kun 8 mio. kr. i 2017, og årets resultat fra fra godt 36 mio. kr. til 1 mio. kr. i 2017.

Selskabets bestyrelse kalder i en meddelelse resultatet utilfredsstillende og langt fra som forventet. 

"Det utilfredsstillende resultat skyldes primært et ugunstigt råvaremarked igennem hele 2017. Priserne på selskabets vigtigste råvare, mælk, er steget mere og hurtigere end det har været muligt at øge selskabets tilsvarende salgspriser. Der arbejdes på mange markeder med lange kontrakter og konkurrencen er intens," hedder det videre meddelelsen, der ledsager årsrapporten.

Udover udfordringerne på mælkemarkedet har faldende kurser på den amerikanske dollar og det britiske pund ikke gjort situationen bedre.

"Godt 25 pct. af koncernens omsætning består således af import til UK fra de øvrige EU-lande, og her rammer BREXIT hårdt," skriver ledelsen og fortsætter:

"Samtidig skal der være balance mellem salg, kapacitetsudnyttelse og mælkeindvejning. Alternativet til salg er nemlig overskud af mælk, der skal afdisponeres, og mælk er der for meget af overalt."

Under Nørager Mejeri betaler Nordex omkring 30 mælkeleverandører direkte for deres mælk, og i forsøget på at være konkurrencedygtige rammer det hårdt, når mælkepriserne stiger og falder i markederne. Nordex-ledelsen skriver, at de "voldsomme prisudsving er gift for hele branchen".

Koncernen, der har hovedkvarter i Dronninglund, leverer årligt 45.000 ton ost til mere end 1000 kunder i 70 lande. Omkring halvdelen af de i alt godt 340 medarbejdere arbejder i Danmark, mens de øvrige har hjemme på mejerier i Østrig, Rumænien og i salgsdatterselskaber i UK, Tyskland og Østrig.

For det kommende år, forventer ledelsen en samlet omsætning på ca. 1,7 mia. kr. og et positivt resultat.

Tidligere i år satte koncernen gang i et generationsskifte, hvor tiltrædende direktør Martin Aagaard Pedersen i fremtiden skal tage over, hvor Keld Houen Pedersen, der etablerede Nordex i 1984 gradvist træder tilbage.

EU langer ud efter Danmark for at sælge illegal feta

Ny adm direktør i Nordex Food

Dansk milliardkoncern indleder generationsskifte

Privatejet mejeriselskab slipper speederen en smule

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også