FødevareWatch

EU langer ud efter Danmark for at sælge illegal feta

EU-Kommissionen beder i et brev den danske regering om at stoppe ulovlig handel med feta, skriver Altinget.

Danske virksomheder eksporterer illegalt fetaost til lande uden for det indre marked, som EU har samhandelsaftaler med. Og det er i strid med EU-lovgivningen.

Sådan lyder det fra EU-Kommissionen. Kommissionen har i et brev bedt regeringen stoppe den ulovlige handel med feta. Det skriver Altinget.

"Den registrerede, beskyttede oprindelsesbetegnelse "feta" anvendes ulovligt i Danmark, hvor visse virksomheder, som fremstiller eller importerer hvid ost, eksporterer denne til tredjelande med en misvisende mærkning som "feta"," skriver EU-Kommissionen.

Fetaosten blev efter flere års slagsmål mellem Grækenland og Danmark optaget på EU's liste over beskyttede fødevarer i 2002. Siden har det været ulovligt for mejerier uden for Grækenland at sælge ost under betegnelsen feta på EU's indre marked.

Den samme lov betyder, at eksempelvis champagne kun kan sælges i EU, hvis det er produceret i det franske distrikt Champagne. På samme måde skal parmaskinke være fra Parma og Danbo-ost fra Danmark.

De beskyttede produkter må heller ikke sælges til lande, som EU har samhandelsaftaler med.

Derfor bliver danskproduceret "feta" solgt som eksempelvis "salat-tern" eller "hvid ost" på det indre marked. Men ifølge EU-Kommissionen sælger flere danske virksomheder illegalt feta til tredjelande uden for EU.

I Mejeriforeningen, der blandt andet repræsenterer fetaproducenter som Arla Foods og Nordex Food, bekymrer man sig ikke på forhånd.

Foreningens formand, Jørgen Hald Christensen, er overbevist om, at der må være tale om en misforståelse.

"Siden fetaen blev beskyttet som et græsk produkt, har vi overholdt de gældende love. Men selvfølgelig har vi ageret anderledes de steder, hvor den ikke er beskyttet," siger han til Altinget. 

Miljø- og fødevareminister Esben Lunde Larsen (V) bekræfter over for Altinget at have modtaget et brev om brug af betegnelsen "feta". Han vil dog ikke kommentere sagen yderligere. 

Grækere vil søge om EU-beskyttelse af den græske youghurt

Esben Lunde nervøs for danske landmænd i EU-reform

Dansk milliardkoncern indleder generationsskifte

Mere fra FødevareWatch

Læs også

Relaterede

Seneste nyt

Se flere jobs

Seneste nyt fra Watch Medier