Stort champignongartneri lukker – alle medarbejdere mister jobbet

Tre danske producenter bliver til to, efter at champignongartneriet Egehøj Champignon har valgt at stoppe produktionen. Mandag vil 50 fynske medarbejdere få en fyreseddel, skriver Fagbladet 3F.
AF FAGBLADET 3F OG MATHIES HVID TOFT

50 personer står til at miste deres arbejde. Det skyldes, at det store, nordfynske gartneri Egehøj Champignon har meddelt, at det stopper produktionen af champignon.

3F Nordhøjfyn oplyser til Fagbladet 3F, at medarbejderne på gartneriet onsdag er blevet orienteret om de påtænkte fyringer, som virksomheden vil gennemføre i næste uge. Nogle af medarbejderne har været ansat på gartneriet i mange år, oplyser 3F-afdelingen.

"Stemningen er meget trist. Mange dygtige folk mister nu deres arbejde. Det er ærgerligt, at så mange arbejdspladser forsvinder, og produktionen af champignoner i Danmark falder meget markant. Det bliver ikke nemt for alle at få et nyt job i lokalområdet, hvor mange andre ufaglærte også står uden arbejde," siger Irene Christensen, faglig sekretær hos 3F Nordhøjfyn.

Der er blevet produceret champignoner hos Egehøj Champignon i Veflinge på Nordfyn i mere end 50 år. Men nu er det altså slut.

Med nicheprodukter overvindes prispresset

Synderen hedder skimmel

Ifølge virksomhedens forklaring skyldes lukningen af Egehøj Champignon en skimmelsvamp, som ikke er mulig at fjerne. Skimmelsvampen er til stede i virksomhedens fremstilling af kompost til brug for produktionen af champignon.

"Alternative muligheder for at få leveret kompost er undersøgt, men disse er enten økonomisk eller praktisk umulige at gennemføre. Derfor er det besluttet at ophøre med produktion af champignon, hvilket medfører, at samtlige medarbejdere relateret hertil skal afskediges," skriver Egehøj Champignon i en redegørelse til arbejdsmarkedsrådet på Fyn.

Fagbladet 3F har onsdag adskillige gange forsøgt at få kommentarer fra direktøren og ejeren af Egehøj Champignon, Kent Stenvang. Men han har ikke tid til interview på grund af møder hele dagen, oplyser hans medhjælpende hustru, Hanne Stenvang.

FødevareWatch har været i kontakt med Kent Stenvang, der på nuværende tidspunkt ikke har mere at tilføje om lukningen af produktionen.

Dansk Gartneri: Trist udvikling

Med lukningen af Egehøj er der kun to danske champignongartnerier tilbage i form af sjællandske Tvedemose og nordjyske St. Restrup Champignon.

En foreløbig trist kulmination på en udvikling, der for alvor tog fart i 1990'erne. I 1988 var der eksempelvis 36 danske svampegartnerier.

Sekretariatschef i Dansk Gartneri, Torben Lippert, beklager da også nyheden om, at Egehøj er nødsaget til at lukke produktionen.

"Det er klart, at det vil betyde et væsentligt fald i den danske produktion. I forvejen stod den danske produktion af champignon med Egehøj for omkring 30 pct. af forbruget. Resten er import fra typisk Polen. Med lukningen af Egehøj vil der måske forsvinde 35 til 40 pct. af de 30 pct.," siger han til FødevareWatch.

Hvad tænker du om den udvikling?

"Det er trist og beklageligt, og vi håbede jo, at 30 pct. var det magiske tal for, hvad der kunne bæres i forhold til at have en dansk produktion, der alt andet end lige er dyrere har nogle andre kvalitetsegenskaber."

(Denne artikel er en tophistorie fra Fagbladet 3F distribueret af Ritzau - med tilføjelse af udtalelser fra Dansk Gartneri til FødevareWatch.)

Champignon-selskab leverer bedste resultat i flere år uden at vide hvordan

Coop tilbagekalder champignoner efter bakteriefund

Fynsk champignonproducent går i minus

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også