Bestyrelsesformand: To helt afgørende faser i uventet direktørskifte i Hartmann

For at undgå at den tragiske ulykke, hvor direktør Ulrik Kolding Hartvig omkom i en cykelulykke, også udviklede sig til en decideret ledelseskrise, skulle der hurtigt findes en afløser i Brdr. Hartmann, fortæller bestyrelsesformand Agnete Raaschou-Nielsen.
Foto: Mik Eskestad/Polfoto
Foto: Mik Eskestad/Polfoto
AF RITZAU FINANS

Emballageproducenten Brdr. Hartmann mistede i midten af februar ganske pludseligt sin topchef, da administrerende direktør Ulrik Kolding Hartvig omkom i en cykelulykke.

Det var naturligvis et chok for hele virksomheden, og det sendte samtidig bestyrelsen i Hartmann på en vanskelig opgave. For at undgå at den tragiske ulykke også udviklede sig til en decideret ledelseskrise, skulle der hurtigt findes en afløser.

Og det arbejde blev delt op i to helt afgørende faser, fortæller Agnete Raaschou-Nielsen, der er bestyrelsesformand hos Hartmann, i et interview med Ritzau Finans.

Hartmann-direktør er død i cykelulykke

Selskabet valgte i første omgang at konstituere Marianne Rørslev Bock, der er finansdirektør i selskabet, som topchef, og efterfølgende lykkedes det også at finde en både vellidt og meget kvalificeret afløser for Ulrik Kolding Hartvig internt i selskabet.

"Helt kortsigtet skulle vi i løbet af ganske få timer beslutte, hvordan vi ville håndtere det, der kunne udvikle sig til en ledelsesmæssig krise. Vi var ret hurtigt enige om, at vi i vores finansdirektør, Marianne, havde en person på stedet, der kunne træde ind lige med det samme," forklarer Agnete Raaschou-Nielsen.

"Marianne har tidligere været konstitueret og har klaret det flot, så det kunne vi gøre på helt kort sigt, og Marianne var selv parat, mens hele organisationen bakkede op," fortsætter bestyrelsesformanden.

Konstitueringen gav mere ro til både de berørte af den tidligere direktørs død, hele selskabet i sig selv, men også bestyrelsen, der kunne gå i gang med processen med at finde en permanent afløser.

"Konstitueringen betød, at vi i selskabet var i stand til at gennemføre de planer, der var lagt, uden problemer. Det var blandt andet at aflægge årsregnskab for sidste år ti dage efter Ulriks død," siger Agnete Raaschou-Nielsen.

Hartmann forfremmer Europa-direktør til topchef

Flere års arbejde bag intern udvælgelse

Til arbejdet med at finde en permanent løsning til posten som administrerende direktør kunne Hartmann-bestyrelsen læne sig op af et stort arbejde, som den løbende har gjort over de seneste år.

"Vi trak trådene op fra de årlige drøftelser, vi har i bestyrelsen, om efterfølger-planlægning. Der er jeg i dag glad for, at vi for flere år siden gjorde det til en fast del af bestyrelsens arbejde, at vi mindst en gang om året skal kigge på, om vi har den rigtige ledelse, og hvad mulighederne er for at besætte centrale positioner, hvis vi bliver ramt af uventede opsigelser," siger Agnete Raaschou-Nielsen.

Formanden påpeger, at det i sagens natur var en lidt anden situation, bestyrelsen stod i denne gang, da der jo ikke var tale om en opsigelse. Men alligevel var det afgørende, at meget af benarbejdet allerede var gjort.

"Når man sætter sådan noget systematisk op, tænker man primært i uventede opsigelser. Der er jo ikke nogen, der tænker i dødsfald. Nogle gange kan man godt tale om, hvad man vil gøre, hvis der er en, der får en tagsten i hovedet, men der er jo ikke nogen, der forestiller sig, at det er sådan, det foregår," siger Agnete Raaschou-Nielsen.

"Man forestiller sig, at der er en nøgleperson, der siger op, hvor man jo også typisk har et antal måneder - eller måske endda et halvt år - hvor den person stadig er der og kan hjælpe med skiftet. Det, der er anderledes ved et dødsfald, er, at man skal tage stilling til en varig løsning ret hurtigt," fortsætter hun.

Her havde Hartmann-bestyrelsen allerede en oplagt kandidat klar i form af Torben Rosenkrantz-Theil, der også endte med at blive valgt som ny topchef.

"Vi mindede hinanden om, hvad vi har diskuteret de seneste to-tre år, hvor vi har gennemgået lederpotentialet i virksomheden. Hvad har kandidaterne af parathed, og hvad har de leveret af resultater. Der har Torben Rosenkrantz-Theil været en central person, som vi har kigget på i flere år," siger Agnete Raaschou-Nielsen.

Flere strategier kan vælges

Hun påpeger, at man som bestyrelse har flere forskellige muligheder for at finde en ny leder, når en central person forlader et selskab.

Det skal ske ud fra en betragtning om, hvorvidt bestyrelsen vurderer, at der er noget potentiale internt i selskabet, eller om der er mere værdi i at finde den rette person uden for matriklen.

I tilfældet Hartmann havde bestyrelsens løbende evalueringer gjort det meget klart, at afløseren skulle findes internt - også fordi den lagte strategi for selskabet faktisk forløber planmæssigt og leverer resultater.

"Når vi var helt enige om, at vi ville vælge en intern kandidat, så var det på baggrund af Torbens lange historie i selskabet og meget stærke resultater. Det er virkelig ikke ofte, at man har så stærk en intern kandidat," siger Agnete Raaschou Nielsen.

Hun lægger særlig stor vægt på den nye topchefs tidligere resultater som mellemleder for vanskelige områder.

"Ud over, at han har været en form for stabsmedarbejder, der har hjulpet med finansieringsspørgsmål længe, har han været chef for den nordamerikanske forretning i en meget svær periode.

Det var noget af en udfordring for ham, og i de år, han var der, kunne man aflæse resultaterne direkte i regnskabet. Driftsresultatet var, da Torben kom til Canada, negativt, og da han forlod stedet, var overskudsgraden næsten 19 pct. Det er rigtig, rigtig flot," siger Hartmann-formanden.

Hun uddyber, at der naturligvis ikke er nogen ledere, der skaber den slags resultater på egen hånd, men at det er helt afgørende, at man har den rigtige leder, når der skal gennemføres et turnaround af den kaliber.

"Efter det blev Torben chef for den europæiske forretning, som er vores største område. Og også der har han leveret rigtig gode resultater. Han har været chef for svære opgaver i langt den største del af forretningen og gjort det rigtig godt. Det er sjældent, at man har så oplagte kandidater internt," siger Agnete Raaschou-Nielsen.

Torben Rosenkrantz-Theil blev midt i marts - knap en måned efter Ulrik Kolding Hartvigs død - valgt som ny topchef for Hartmann. Han startede i jobbet med effekt fra den 15. marts.

Ny direktør i Danmark Detail DLG

Hartmann-rival leverer stort set inden for skiven

DLG skruer op for ejerskabet i Danæg

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også