Arla går ind i amerikansk madkrig med gratis flødeost

Årets Super Bowl har udviklet sig til en madkrig mellem Philadelphia og Boston. Arla vil være med.
Foto: Carsten Andreasen/Ritzau Scanpix
Foto: Carsten Andreasen/Ritzau Scanpix
Af Ritzau

I forbindelse med årets Super Bowl i amerikansk fodbold, der spilles søndag aften dansk tid, er der udbrudt madkrig mellem de to deltagende holds hjemegne, New England og Philadelphia.

I optakten til kampen mellem Philadelphia Eagles og New England Patriots har restauranter i begge byer pillet specialiteter fra den anden by af menukortet.

Det betyder blandt andet, at det er svært at opdrive en såkaldt Philly cheesesteak-sandwich i Boston, mens man i Philadelphia flere steder ikke vil sælge de såkaldte Boston cream doughnuts.

Nu har Arla så meldt sig på banen med et alternativ til de Boston-borgere, der ikke har lyst til at smøre Philadelphia-flødeost på brødet.

Mejerikoncernen forærer nemlig deres egen Arla Cream Cheese gratis væk i udvalgte supermarkeder i New England-området i en begrænset periode.

"Da vi fandt ud af, at Philadelphia havde bandlyst madvarer fra New England, og at New England svarede igen, så greb vi den oplagte mulighed for at drille vores store konkurrent på flødeost, Philadelphia."

"Her i USA er Arla den lille udfordrer, og man skal være kreativ for at tiltrække opmærksomhed."

"Så nu bidrager vi til, at NFL-fans i New England området kan holde deres Super Bowl-weekend "Philly-free" i selskab med Arla i stedet," siger Don Stohrer Jr., der er direktør for Arla USA.

Flødeost bruges i forbindelse med Super Bowl særligt i hjemmelavet dip til de chips og andre snacks, der ryger ned under den fire timer lange kamp.

Arla sidder på den næststørste markedsandel for flødeost i USA, men er det hurtigst voksende brand i kategorien.

Omsætningen voksede således med 170 procent sidste år.

/ritzau/

Skyr-salget buldrer fortsat hos Arla 

Arla-direktør: Marginerne i ingrediensforretning er fire gange over gennemsnittet 

Fødevareminister jubler over Arlas danske investeringslyst 

Overblik: Her er Arlas store investeringsplan 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også