Novozymes får stryg på børsen efter direktørs aktiesalg

Efter nyheden om at Novozymes-topchef Peder Holk Nielsen har solgt en større portion aktier i selskabet, er aktien faldet over 4 pct.
Foto: Cathrine Ertmann/Polfoto/Arkiv
Foto: Cathrine Ertmann/Polfoto/Arkiv
AF RITZAU FINANS

Novozymes-topchef Peder Holk Nielsen har solgt en større portion aktier i enzymkoncernen, og efter nyheden er aktien faldet over 4 pct.

Ifølge flere banker er der i øjeblikket meget stor fokus på de aktiehandler, som selskabernes direktører laver.

"Det er helt tydeligt, at Novozymes-aktien falder efter nyheden om aktiesalget. Markedet er i øjeblikket meget optaget af insiderhandler, og man sender selvfølgelig et signal, når man sælger en stor portion aktier," siger aktiechef Tue Østergaard fra ABG Sundal Collier.

Han henviser til, at det fokus også har trykket Lundbeck-aktien på det seneste, efter at flere direktører har solgt aktier for pæne millionbeløb.

Hos Alm. Brand fortæller aktieanalytiker Michael Friis Jørgensen, at insiderhandler særligt har fokus hos udenlandske investorer.

"Ræsonnementet er, at det er ledelsen, som må vide bedst, så når de sælger ud, bliver der reageret negativt på det," siger Michael Friis Jørgensen.

Novozymes-topchef sælger aktier for 17,2 mio. kr.

En del af cheflønnen

Han understreger dog, at han som aktieanalytiker ikke lægger særlig stor vægt på direktørers aktiehandler, da de typisk får en del af lønnen via aktieoptionsprogrammer. Han derfor ser salget som et udtryk for, at Peder Holk Nielsen hæver sin løn.

Novozymes-direktøren har solgt de 50.000 aktier for 17,2 mio. kr. Enzymselskabet oplyser til Ritzau Finans, at aktier er en del af ledelsens lønpakke, hvilket i princippet er en privat sag.

Men Peder Holk Nielsen har dog oplyst, at tirsdagens aktiesalg skal bruges til at betale skatten på hans aktiebeholdning.

Han fik i januar knap 70.000 aktier tildelt som en del af sin løn, fordi Novozymes i 2014-2016 levede op til nogle mål, som bestyrelsen havde udstukket. Efter årsregnskabet i januar købte han desuden knap 28.000 aktier.

Derudover har han i august udnyttet cirka 120.000 aktieoptioner til en købspris på omkring 90 kr. per aktie, hvor han efterfølgende solgte 39.000 aktier.

Peder Holk Nielsen ejer nu omkring 210.000 aktier i Novozymes og har derudover knap 375.000 aktieoptioner.

Ledelsen i selskaber har i modsætning til almindelige investorer kun mulighed for at handle aktier i visse perioder - typisk efter regnskaberne. Det skyldes, at de har viden, som andre ikke har.

Novozymes-aktien lå inden meddelelsen om aktiesalget i kurs 343 kr., men faldt siden ned til 330,20 kr., inden kursen har rettet sig en anelse til 334,50 kr. - svarende til et fald på 3,4 pct. i forhold til tirsdag.

Chr. Hansens direktør stopper

Danske fødevarevirksomheder vil have bid af indisk vækst

Novozymes: Finanshuse løfter kursmål på stribe efter regnskab

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også