Royal Unibrews direktør stopper med øjeblikkelig virkning

Både bestyrelsesformand og direktør i Royal Unibrew stopper. Den nye direktør er fundet og overtager stillingen med omgående virkning.
Foto: Knauf PR
Foto: Knauf PR

Royal Unibrews direktør Jesper B. Jørgensen stopper efter kun ca. seks måneder på posten.

Det oplyser bryggerikoncernen i en meddelelse.

"Royal Unibrew har siden Jesper B. Jørgensens tiltræden den 1. april i år fortsat leveret solide resultater, og de ambitiøse, strategiske mål er fortsat uændrede. Desværre har Jesper B. Jørgensens ledelsesstil vist sig ikke at passe til vores Royal Unibrew kultur," udtaler bestyrelsesformand, Kåre Schultz i meddelelsen.

Det bliver bryggerikoncernens driftsdirektør, Johannes F.C.M. Savonije (Hans Savonije), der overtager stillingen som direktør med omgående virkning.

Om beslutningen udtaler Kåre Schultz videre:

"Bestyrelsen er overbevist om, at Hans Savonije er den rigtige leder for Royal Unibrew. Han har efter ni år i virksomheden opnået dyb indsigt i Royal Unibrews forretning via sin rolle som COO med det operationelle ansvar og som medlem af direktionen. Hans har mere end 35 års erfaring i ledende stillinger fra bl.a. Unilever og The Coca Cola Company og har en solid og bred erfaring inden for drikkevareindustrien."

Herudover stopper Kåre Schultz selv. Det sker som en konsekvens af hans nye stilling som direktør for det israelske medicinalselskab Teva Pharmaceutical Industries Ltd.

Bestyrelsen har i stedet udnævnt den nuværende næstformand Walther Thygesen som bestyrelsesformand og det nuværende bestyrelsesmedlem Jais Valeur som næstformand. Walther Thygesen har fungeret som næstformand siden 2011, mens Jais Valeur har været bestyrelsesmedlem siden 2013. Ændringerne i bestyrelsen træder i kraft pr. 1. januar 2018.

Som en del af rokaden fortsætter Lars Jensen som finansdirektør og medlem af selskabets direktion, hvor han har siddet siden 2011, men påtager sig herudover ansvaret for forretningsudvikling og udvalgte kommercielle områder.

FødevareWatch har været i kontakt med Jesper B. Jørgensen, som ikke vil udtale sig om skiftet, men fortæller han ikke har en anden direktørpost i baghånden på nuværende tidspunkt.

Det har endnu ikke været muligt at få en kommentar fra bestyrelsesformand Kåre Schultz.

Unibrew-chef om specialølsmærke: Lad forbrugerne bestemme

Direktør: Unibrews finske forretning ligner nu meget den danske

Royal Unibrew tjener flere penge og skruer op for specialøl

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også