Sløj bundlinje slører Harboes fremgang på toppen

Det sjællandske bryggeri vokser på omsætningen og nærmer sig halvanden milliard, mens bundlinjen skrumper.
Direktør i Harboe, 76-årige Bernd Griese. | Foto: Mik Eskestad/Polfoto/Arkiv
Direktør i Harboe, 76-årige Bernd Griese. | Foto: Mik Eskestad/Polfoto/Arkiv

Bryggeriet Harboes formår at rykke omsætningen i vejret i det netop offentliggjorde regnskab for 2016/17.

Omsætningen steg fra 1,376 mia. kr. i 2015/16 til 1,431 mia. kr., hvilket er en fremgang på fire pct.

Tilgengæld må bryggeriet, der har til huse i Skælskør, se en bundlinje, der trækker følehornene til sig.

Den daler således fra 34,6 mio. kr. i 2015/16 til 31,5 mio. kr. i 2016/17.

"Vi investerer i disse år massivt i at opbygge og positionere vores nøglebrands på de internationale markeder, hvor vi ser et meget attraktivt potentiale for vækst og øget værdiskabelse – og aktiviteterne driver væksten i regnskabsåret. Samtidig har vi oprustet vores kompetencer inden for udvikling og kommercialisering af nye værdiskabende maltbaserede ingredienser, som vi også forventer, vil blive et vigtigt fremtidigt bidrag til indtjeningen. Investeringerne og de øgede afskrivninger påvirker resultatet – både i år og i det kommende regnskabsår – men vi forventer, at væksten og den øgede værdi i vores produkter gradvist vil styrke indtjeningen – både relativt og samlet set," siger adm. direktør, Gerd Griese, i en udtalelse til regnskabet.

Ser væksten rundt om hjørnet

Harboe forventer at løfte både omsætning og bundlinje, når regnskabet hedder 2017/18.

"Samlet forventer Harboe, at alle koncernens forretningsområder vil bidrage til en positiv udvikling i koncernens omsætning og resultater. Indtjeningen vil fortsat være påvirket af den intensive konkurrence og pres på priserne, ligesom sæsonudsving på koncernens nordeuropæiske markeder og årlig genforhandling af større kontrakter kan påvirke koncernens ebitda," skriver ledelsen.

"Det forventes dog, at øget omsætning og planlagte tiltag til omkostningseffektiviseringer vil mere end modsvare dette, og ebitda forventes derfor at blive i niveauet 140-150 mio. kr.," står der videre.

En fortsat betydelig del af indtjeningen forventes at blive hentet eksporten, som skal underbygges af et øget produktmiks.

"I vores ingrediensforretning arbejder vi efter en klar strategisk dagsorden, hvor vi i tæt samarbejde med vores kunder i føde- og drikkevareindustrien udvikler og forædler målrettede maltbaserede ingredienser, som skaber øget værdi for kunderne. Målsætningen er at udvikle forretningsmodellen fra en mere klassisk råvarevirksomhed til at blive en vidensbaseret leverandør af værdiskabende ingredienser. Det gør vores produkter langt mere konkurrencedygtige og indtjeningspotentialet større og mere attraktivt," står der i regnskabet.

Ikke en overraskelse

Den mindre bundlinje kommer ikke som en overraskelse for hverken markedet eller selskabet. I den sidste halvdel af maj nedjusterede selskabet dets forventninger til årsregnskabet til et resultat før skat på 45 mio. kr. mod en forventning på et resultat på 51 mio. kr. før skat.

"Genforhandling af nye større kontrakter har imidlertid påvirket den forventede indtjening for regnskabsåret 2016/2017 negativt, ligesom en lavere afsætning af maltekstrakt til enkelte større kunder betyder, at koncernens resultat før skat ikke ventes at nå det niveau, som koncernen meddelte i selskabsmeddelelsen 8. marts 2017," lød det dengang i en fondsbørsmeddelelse.

Resultat før skat endte på 45,4 mio. kr.

Harboes Bryggeri nedjusterer

Dåseøllen er på vej ud af skammekrogen

Harboe-direktør: Der er plads til flere specialprodukter

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også