Carlsberg løftet af Østeuropa i første kvartal

Carlsberg kom ud af årets første kvartal med en omsætningsvækst på fem pct., og samlet omsatte bryggeriet for 13,7 mia. kr. Østeuropa trækker læsset med vækst på 10 pct., og hovedbrandet i Rusland voksede med otte pct.
Foto: Niels Hougaard
Foto: Niels Hougaard
AF RITZAU FINANS & JØRGEN RUDBECK

Verdens tredjestørste bryggeri efter fusionen mellem AB Inbev og SABMiller, Carlsberg, nåede i første kvartal i år en koncernomsætning på 13,702 mia. kr. mod ventet 13,435 mia. kr. og 13,011 mia. kr. i samme kvartal året før.

Det viser selskabets kvartalsopdatering for første kvartal, der mangler resultattal.

Omsætningen voksede med 5 pct. mod ventet 3,3 pct. og et fald på 3,4 pct. i første kvartal sidste år. Omsætningsvæksten var negativt påvirket med 2 pct. fra frasalg og positivt med 3 pct. point fra valuta.

Den organiske vækst var 4 pct. mod ventet 2,1 pct.

Få adgang til alle FødevareWatch-nyheder – HER!

I mængder var der tale om en flad udvikling.

En væsentlig baggrund for væksten er en bedring i rubelkursen i forhold til første kvartal i 2016.

I opdateringen fremhæver Carlsberg specielt, at Tuborg-mærket voksede med 1 pct. og havde stærk vækst i Kina, som dog delvis blev modsvaret af et vanskeligt forretningsmiljø i Indien.

Carlsberg-mærket voksede med 8 pct. med speciel stærk vækst i Rusland. Grimbergen-mærket oplevede en massiv vækst på 25 pct.

Vesteuropa udviklede sig stort set som ventet

Carlsberg solgte i årets første kvartal lidt mere øl på bryggeriets modne men indtjenings- og omsætningsmæssigt klart største region - Vesteuropa - end ventet.

Det viser kvartalsopdateringen for første kvartal, der er blottet for resultattal og kun indeholder omsætning.

Omsætningen i regionen nåede 7,800 mia. kr. mod ventet 7,819 mia. kr. ifølge estimater fra Ritzau Estimates. I første kvartal 2016 var omsætningen 7,734 mia. kr.

Hent FødevareWatch-appen til din iPhone HER og til Android HER.

Nettoomsætningen i Vesteuropa steg organisk 2 pct. som et resultat af en flad udvikling i pris/mix og total organisk volumenvækst på 2 pct.

"Vores volumenvækst var drevet af en god start på året på markeder som Frankrig, Norge, Bulgarien, Italien og Tyskland," skriver Carlsberg blandt andet og nævner også en ændring af en stor polsk kunde.

"Den gode start på året på adskillige markeder mere end udlignede det senere indsalg til påsken i forhold til i 2016," tilføjer bryggerikoncernen.

Salget af øl i Vesteuropa blev på 9,8 mio. hektoliter mod 9,7 mio. hektoliter i samme kvartal i 2016.

Regionen dækker Vesteuropa, Skandinavien, Italien og Portugal men også Balkanlandene og Polen samt de tre baltiske lande Estland, Letland og Litauen.

Østeuropa udviklede sig bedre end ventet

Carlsbergs østeuropæiske forretning, herunder i særdeleshed Rusland, hvor Carlsberg er klart markedsleder med en markedsandel på omkring en tredjedel, klarede sig en del bedre end ventet i første kvartal af 2017.

Østeuropa-divisionen kom ud af kvartalet med en omsætning på 2,315 mia. kr. mod ventet 2,098 mia. kr. ifølge estimater fra Ritzau Estimates. I samme kvartal af 2016 var omsætningen 1,695 mia. kr.

Den østeuropæiske nettoomsætning steg organisk 10 pct. i kvartalet, drevet af et pris/mix på 13 pct. Den organiske vækst i de samlede volumener var derimod minus 2 pct. Rapporteret steg nettoomsætningen 37 pct. som følge af den organiske vækst og i særdeleshed udviklingen i valutakurserne.

"Vores volumener voksede i Ukraine, Kasakhstan og Hviderusland, mens de - som ventet - faldt i Rusland. Dette fald var forårsaget af PET-restriktioner (forbud mod salg af store plasticflasker, red.) per 1. januar såvel som et fald i det underliggende marked," skriver Carlsberg i regnskabet for første kvartal.

Den stærke udvikling i pris/mix begrunder selskabet med sidste års prisstigninger og effekten af introduktionen af mindre flaskestørrelser i Rusland efter implementeringen af PET-restriktionerne.

Asien leverer som ventet

Carlsberg havde i første kvartal af 2017 større omsætning i bryggeriets næststørste region - Asien - end ventet af analytikerne.

Omsætningen nåede i kvartalet 3,574 mia. kr. mod ventet 3,580 mia. kr. ifølge estimater, som analytikere har leveret til Ritzau Estimates. I første kvartal 2016 var omsætningen 3,511 mia. kr.

Nettoomsætningen i Asien steg organisk 6 pct. som følge af et pris/mix på 6 pct. og en flad samlet volumenudvikling. Rapporteret steg nettoomsætningen 2 pct.

Den solide udvikling i pris/mix skyldes bryggeriets succesfulde fokus på at få kunderne over på dyrere øl - "premiumisation".

På den positive side fremhæver Carlsberg udviklingen i Kina, Sinagapore, Nepal og Vietnam, hvor der blev leveret solid vækst. Det fremhæves at væksten i Kina specielt er drevet af stræk vækst i premiumporteføljen og med speciel stærk vækst i Tuborg-mærket.

I Indien faldt mængderne, hvilket skyldes restriktioner som følge af en højesteretsdom, der helt eller delvist forbyder salg af øl i nærheden af store veje.

Fastholder forventninger til året

For 2017 venter Carlsberg fortsat midt-encifret procentuel vækst i det organiske driftsresultat (EBIT) i forhold til niveauet realiseret i 2016.

Valuta ventes nu at påvirke resultatet positivt med 300 mio. kr. mod tidligere plus 350 mio. kr.

Der ventes også fortsat en reduktion af den rentebærende gæld.

Legendarisk tjekkisk bryggeri indsætter direktør fra Sabmiller

Somersby skal være tør og drikkes på stilk

Carlsberg leger med tanken om øko-øl i eget navn

Carlsberg ændrer marketingstrategi i Danmark til mindre glitter

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også