Pubberne er under pres – nu kan skattestigninger tage livet af flere

Til april rammes 17.000 pubber af skattestigninger, nogle af dem på flere hundrede procent. I forvejen lukker fire pubber om dagen, og skatterne kan få endnu flere til at dreje nøglen om.
The Alford Arms i Hertfordshire nord for London rammes af højere skatter, og det samme gør 17.000 andre pubber. | Foto: Mads Bonde Broberg
The Alford Arms i Hertfordshire nord for London rammes af højere skatter, og det samme gør 17.000 andre pubber. | Foto: Mads Bonde Broberg
AF MADS BONDE BROBERG, JYLLANDS-POSTENS KORRESPONDENT

HERTFORDSHIRE, ENGLAND

Det her er Barnaby-land. Toget nede fra London stopper i stationsbyen Berkhamsted lige ved siden af ruinerne af en gammel borg. Herfra skal man via små, snoede veje et par kilometer mod øst. Så slår vejen en bugt, og lige efter ligger The Alford Arms. En engelsk landpub, hvor det ville virke naturligt, hvis kriminalkommissær Tom Barnaby kom ind og fik enpint med sin assistent, Ben.

Det er dog ikke en indviklet mordgåde, der har bragt Jyllands-Posten hertil, men et indviklet, engelsk skattesystem, som nu rammer den i forvejen trængte pubkultur.

Her på stedet kan indehaverne, Becky og David Salisbury, se frem til en skattestigning på 132 pct. fra godt 200.000 danske kr. til cirka 500.000 kr. om året.

Og Alford Arms er ikke alene. Omtrent 17.000 pubber i næsten 900 byer forventes at rammes af skattestigninger. Flere af dem rammes voldsomt. Lidt mod vest, i St. Albans, stiger 27 pubbers skatter med gennemsnitlig 72 pct., og ifølge en af pubejerne truer det hver anden pub med lukning. I Ludlow nær Birmingham er det op mod 150 pct. Et andet eksempel fra lokalaviserne er fra skotske Lossiemouth, hvor Graham Flemming fortæller til The Northern Scot, at hans pub gennem næsten 30 år har udsigt til at skulle lukke inden for seks måneder, fordi skatten stiger med 216 pct.

I forvejen går det skidt for pubberne. I England og Wales er antallet faldet fra 54.674 i 2010 til 43.231 nu ifølge udregninger fra rådgivningsfirmaet CVS. Det svarer til mere end fire lukkede pubber om dagen. Ser man på hele Storbritannien, så er pubberne i de senere år lukket med dobbelt så stor fart som i 1980’erne, viser beregninger, som Jyllands-Posten har foretaget ud fra tal fra brancheorganisationen BBPA.

Moderne kvinder og mænd

Forklaringerne er mange. Rygelov og lavere grænser for spirituskørsel spiller ind. Og i London har dramatisk stigende huslejer lukket masser af pubber. Men livsstilsændringer er nok den vigtigste årsag. Moderne kvinder vil næppe acceptere, at manden sidder på pubben hver aften, mens de selv holder styr på børn og køkken. Og det er ikke givet, at den moderne mand overhovedet har lyst til at bruge aftenerne på pub. Samtidig får sundhedsbølgen folk til at vælge fitness fremfor fadøl, og det er blevet almindeligt at købe øl i supermarkedet og drikke det i private rammer.

Alford Arms i området Hertfortshire kunne have været en af de lukkede pubber. Den ligger, som indehaver Becky Salisbury selv påpeger,in the middle of nowhere. Hun og manden købte den for 18 år siden efter i tre år at have ledt efter en landpub, der ikke var for langt fra London (hvis centrum er cirka en times transport herfra).

Parret fik pubben til at blomstre ved at servere ordentlig mad og ikke bare slatne pomfritter. De fik god sæbe på toiletterne og endda et ok vinkort. Det var usædvanligt dengang, men i dag er en stor del af de overlevende pubber såkaldte gastropubber med fokus på mad.

Denne dag er alle borde på Alford Arms optaget, og folk må sidde udenfor i februarsolen og vente på ledige pladser. Og her er ikke længere kun mænd, men også kvinder og børnefamilier.

Paradoksalt nok er overlevelses-strategien medvirkende til skattestigningen. Det er den såkaldtebusiness rate , der stiger. Det er en skat på at anvende erhvervslokaler – uanset om man ejer dem eller ej. Den fastsættes ud fra en kompliceret vurdering af de enkelte lokaler. Og lige præcis når det gælder pubber og andre udskænkningssteder, tages der udgangspunkt i omsætningen.

På Alford Arms har den nye strategi omfattet ansættelse af syv kokke, og omsætningen er steget – og dermed vurderingen.

Becky Salisbury, der også bliver beskattet af et eventuelt overskud, er stærkt kritisk over for de nye vurderinger:

"Det er ikke rimeligt, at nogen rammes så hårdt, mens andre holdes fri. Det var bedre, hvis man f.eks. sagde, at skatten steg i takt med inflationen," mener hun.

De seneste vurderinger er fra 2010, og de nye vurderinger stiger samlet set kun lidt, men ikke alle mener, at fordelingen er fair. Eksempelvis falder skatten på giganten Amazons kæmpestore lagre med varer til internethandel, mens mange pubber altså sættes op i skat. Det samme gør en del selvstændige butikker i bymidterne, da huspriserne her spiller ind i vurderingen.

Der er også pubber, der falder, men samlet set stiger deres regning. Regeringen siger med 3 pct., branchen taler om 15 pct. Da pubbernesbusiness rate regnes ud på en særlig måde, beskattes de fem-seks gange hårdere, end deres størrelse i det samlede erhvervsliv tilsiger.

Koster job på sigt

Becky Salisbury vil ikke fyre for at betale skatteregningen, men bl.a. spare på reparationer. Desuden får parret, der også ejer en anden pub, svært ved at lægge penge fra til nye investeringer.

"Det kommer ikke til at koste arbejdspladser på kort sigt, men på lang sigt gør det, fordi vi ikke har penge til at investere i andre pubber og få dem til at blomstre."

Udenfor sidder Lorraine Colligan og hendes partner, Michael Timlin, og venter. De har boet forskellige steder i området – blandt andet i Chesham, hvor noget af Barnaby-serien er filmet – og er kommet på Alford Arms i 10-15 år. De tror nok, at den populære pub skal overleve skatteregningen, men andre er måske ikke så heldige, og det ville være ærgerligt, hvis de skal lukke, siger hun: "Der, hvor vi bor, er der ikke nogen butikker tilbage, bare to pubber. Hvis de lukker, hvor skal man så møde sine naboer?"

Den britiske alkoholindustri i fælles nødråb før Brexit

Carlsberg: Samarbejde med solgt pubkæde fortsætter

Hollandsk Carlsberg-rival køber britisk pubkæde

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også