Øl og sodavand rammes af dobbelt op på afgifter

Danske bryggerier og forbrugere bonnes dobbelt for pant og emballageafgift. Uretfærdigt, erkender politikerne.
Foto: Jan Grarup/POLFOTO/ARKIV
Foto: Jan Grarup/POLFOTO/ARKIV
AF RITZAU

Danske øl- og sodavandvandsflasker genbruges flittigt. Det skyldes verdens formentlig mest effektive pant- og retursystem, som bryggerierne hvert år betaler en kvart milliard kroner for at drive.

Men oveni betaler de danske bryggerier også omkring 150 mio. kr. i emballageafgift. 

En afgift som producenter af mange andre varer slipper for, hvilket Bryggeriforeningen finder dybt diskriminerende. 

Ekstraregningen ender hos forbrugerne til skade for omsætning, arbejdspladser og miljø og mest til gavn for grænsehandlen. 

"Det er en urimeligt strafafgift på en branche, der årligt indsamler og genbruger 90 pct. af sin emballage," siger Bryggeriforeningens direktør Niels Hald.

SRSF-regeringen afskaffede for nogle år siden i forbindelse med Vækstplanen den vægtbaserede emballageafgift.

Derfor slipper emballage til blandt andet rengøringsmidler, maling, bekæmpelsesmidler, kemiske stoffer og dyrefoder i dag for afgiften. Uanset om emballagen ender som affald på forbrændingen. I modsætning til øl og sodavandsflaskerne.

Fjernede man afgiften der også, ville det svare til at sænke ølafgiften med 25 pct. 

Medlem af Folketingets skatteudvalg Jan E. Jørgensen (V) er enig i, at det er sært at straffe genbrugsduksen som den eneste.

"Det er overhovedet ikke rimeligt. Hverken af miljømæssige årsager eller når vi jo meget gerne vil have folk til at købe deres øl og sodavand nord for grænsen," siger han. 

Skatteordfører Jesper Petersen (S) mener, at bryggerierne "har en åbenlys pointe". Også Dansk Folkeparti har forståelse for bryggerierne. 

Men så er der jo lige det med pengene.

"Det er jo en ret stor pose penge, vi så skal finde et andet sted, så jeg kan ikke love, det sker i morgen," siger Jan E. Jørgensen. 

"Det er helt sikkert en afgift, man ikke kan argumentere sagligt for. Men afgifter er desværre sjældent præget af en dybere form for logik men handler mere om at hive penge i kassen," siger han. 

Bryggerierne indsamlede i 2015 1,1 milliarder flasker og dåser.

Carlsberg indgår samarbejde med global energikæmpe

Rapport: Danskerne dropper turen over grænsen

Svenskere lægger endnu mere dansk økologi i kurven

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også