Mikkeller har solgt andel til amerikansk kapitalfond

Den amerikanske kapitalfond Orkila Capital har købt en del af det danske specialbryggeri Mikkeller for et ukendt millionbeløb.

Den berømte danske mikrobrygger Mikkel Borg Bjergsø har solgt en del af ejerskabet i bryghuset Mikkeller til den amerikanske kapitalfond Orkila Capital.

Kapitalfonden har købt sig ind i Bjergsø Holding ApS, som hidtil har været eneejer af Mikkeller. Med købet kommer amerikaneren således til at få en lille andel af ølmærket Mikkeller, men også Mikkeller-barerne, som ligger placeret rundt om i hele verden.

FødevareWatch har fanget Mikkel Borg Bjergsø på telefonen til en længere snak om salget, og hvorfor han for første gang har valgt at lade en ekstern investor komme inden for dørene i det verdenskendte bryggeri.

Hvor meget af selskabet er blevet solgt?

"Vi har solgt en minoritetsdel til en amerikansk kapitalfond. Salget er sket i Bjergsø Holding ApS, som var mit øverste holdingselskab. Nu er det i stedet Beer Geek Breakfast Holding ApS, som er mit øverste holdingselskab. Navnet er valgt fordi det var den første øl, der startede det hele ved at bliver utrolig populær," lyder svaret fra Mikkel Borg Bjergsø.

Han kommer selv til at sidde på direktørposten i Bjergsø Holding, mens kapitalfonden får en enkelt plads i bestyrelsen, som amerikaneren Jesse Michael Du Bey, der er vicepræsident i fonden, kommer til at skulle varetage.

Præcis hvor meget har kapitalfonden købt?

"Mit nye holdingselskab ejer stadig klart det meste. Præcis hvor meget holder jeg for mig selv, men det er højt, og det er kun en minoritetsdel, de har fået," siger Mikkel Borg Bjergsø.

Ifølge Det centrale virksomhedsregister (CVR), får den nye ejer mellem 10,00 og 14,99 pct. af ejerandelen.

Amerikansk blod var vigtigt

I februar 2015 oplyste den danske brygger, at Mikkeller havde købt det amerikanske bryghus Alesmiths faciliteter i San Diego i det sydlige Californien. Årsagen var, at man ville satse stærkere på det amerikanske marked. Ved at brygge i landet kunne man både spare fragtomkostningerne og levere friskere øl.

Den nye investor er en vigtig brik i drømmene om at ekspandere og erobre markedsandele i det store land.

Hvorfor har du valgt at sælge nu?

"Jeg har tidligere luftet tanken om at få en investor ind. Grunden til, at jeg har gjort det nu, er, at vi stadig er en lille virksomhed, og vi har en del kompetencer selv, men der er stadig meget, vi ikke er så gode til. De her har virkelig, virkelig nogle gode kompetencer, som de kan bidrage med. Det handler sgu egentlig ikke så meget om pengene. Det er selvfølgelig fedt med kapitalen, så vi kan vokse, men det kunne vi godt have fået andre steder fra. Vi har fået sindssygt mange tilbud løbende. Det er vigtigt, at de er amerikanske, for det kan komme til at styrke vores position på det amerikanske marked, som vi satser en del på lige nu. De har fordele i forhold til, hvordan man driver forretning i landet og økonomstyring."

Hvad bliver deres rolle?

"Deres indflydelse bliver rimelig lille. I sidste ende er det mig, der har beslutningskraften. Det er utrolig vigtigt for mig, for der er ikke nogen, som skal komme ind og diktere, hvordan jeg skal gøre tingene, men det har de heller ikke haft behov for overhovedet. De synes, vi gør det rigtig godt i forvejen," lyder det grinende fra Mikkel Borg Bjergsø.

Betyder det her, at I bliver mere mainstream?

"NEJ, absolut ikke. Det her kommer ikke til at betyde noget som helst i forhold til vores produkter og vores måde at drive bar på. Slet, slet ikke. Det handler om, at vi har nogle rigtig fede muligheder for at lave nogle ret vilde projekter rundt om i verden lige nu, og det her samarbejde kan sikre, at det sker på den rigtige måde. Det er en udfordring at sidde på Vesterbro i København 12 mand og styre, hvad der sker ude i verden, særligt i USA hvor vi vokser en del."

Brygmesteren understreger, at hverken produkternes kvalitet, mængden af innovation eller kompromisløsheden i sjælen af bryggeriet vil lide skade.

Hvad koster Mikkeller – prisen?

Hvad har det kostet dem at få en andel i jer?

"Det holder jeg for mig selv," lyder svaret kort.

I tjente 18 millioner i holdingselskabet Bjergsø i 2015, så er det et tocifret eller endda et trecifret millionbeløb?

"Det får du mig ikke til at sige desværre, men jeg kunne aldrig finde på at sælge for billigt, og det har jeg absolut heller ikke gjort. De penge, vi har fået ind, skal i høj grad bruges på nye fede projekter."

Er der nogle specifikke projekter, som de her penge skal bruges på?

"Vi har lige købt og betalt for et bryggeri i San Diego, og det her giver os mulighed for at lave nogle forbedringer på det, som kan gøre, at det bliver en ret stor produktionsenhed, som vi kan bruge til at vinde frem på det amerikanske marked. Derudover er der ingen store konkrete projekter på vej. Vi skal ikke åbne et kæmpe bryggeri i Europa - i hvert fald ikke endnu. Vi vil gerne have nogle flere barer rundt om i verden, og så har vi en del sjove projekter i gang, som pengene skal bruges på."

Kunne I finde på at sælge mere?

"Ikke som det ser ud lige nu," lyder de afsluttende ord fra Mikkel Borg Bjergsø.

Salget har også betydet, at Jacob Gram Alsing, der hidtil har fungeret som produktionsansvarlig hos Mikkeller ApS, får en plads i direktionen. Hans fremtidige opgave vil fortsat være at få produktionen og udviklingen af virksomheden til at glide, således at Mikkel Borg Bjergsø kan fokusere mere på udviklingen af nye projekter og ideer til fremtidige samarbejder og produkter.

Om ændringerne i Mikkeller

Den 4. maj i år blev selskabet Beer Geek Breakfast Holding ApS oprettet med Mikkel Borg Bjergsø som eneejer og grundlægger. Igennem det nye holdingselskab ejer bryggeren herefter størstedelen af ejerandelen i Bjergsø Holding ApS, hvor Jesse Michael Du Bey er indtrådt i bestyrelsen, og Jacob Gram Alsing er indtrådt som direktionsmedlem 31. maj, mens Mikkel Borg Bjergsø er blevet adm. direktør.

RETTELSE: Det fremgik tidligere, at den amerikanske kapitalfond hed Providence Equity. Det er ikke korrekt. Navnet er i stedet Orkila Capital.

Mikkeller åbner for investorer

Mikkeller køber amerikansk bryggeri

Mikkeller laver stor festival for dansk øl i USA

Specialøllets feltherre har haft et bragende ølår

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også

Coop frasælger en række butikker og rydder op i organisationen med en bl.a. fyringer af administrative medarbejdere. | Foto: Finn Frandsen/Ritzau Scanpix.

Coop sælger 35 og lukker 19 butikker

For abonnenter