Carlsberg: Vesteuropa overrasker - Asien og Rusland skuffer

Den kommende omstrukturering fylder i regnskabet for tredje kvartal, men der er også blevet plads til en enkelt positiv overraskelse.
Foto: Carlsberg/ PR
Foto: Carlsberg/ PR
AF RITZAU FINANS

Selvom regnskabet onsdag morgen overskygges af den store omstruktureringsplan, der ventes at komme til at koste op mod 2000 jobbet, så er der i kvartalsregnskabet plads til overraskelser på flere fronter.

Carlsberg solgte i årets tredje kvartal mere i bryggeriets modne, men indtjenings- og omsætningsmæssigt klart største region - Vesteuropa - end ventet.

Resultatet af primær drift på disse breddegrader var samtidig en smule højere end ventet af analytikerne.

Det viser kvartalsregnskabet fra bryggerigiganten for tredje kvartal af 2015.

Omsætningen nåede 11.093 mio. kr. mod 10.575 mio. kr. i tredje kvartal 2014. Analytikerne havde ifølge Ritzau Estimates ventet et salg på 10.701 mio. kr.

Resultatet af den primære drift i regionen blev på 1987 mio. kr. mod 2038 mio. kr. i samme periode året før. Her havde analytikerne ventet 1983 mio. kr.

FAKTA om Carlsbergs nye spareplan

Salget af øl blev på 14,6 mio. hektoliter mod 14,1 mio. hektoliter i samme kvartal i 2014.

"De vesteuropæiske øl-markeder udviklede sig fladt. I tredje kvartal estimerer vi, at markedet voksede med omkring 3 pct., mest på grund af de nemme sammenligningstal fra sidste år, hvor markedet faldt på grund af dårligt vejr," skriver Carlsberg i regnskabet.

Regionen dækker Vesteuropa, Skandinavien, Italien og Portugal, men også Balkanlandene og Polen samt de tre baltiske lande Estland, Letland og Litauen.

Taber markedsandele i Rusland

Carlsbergs østeuropæiske forretning, som blandt andet omfatter Rusland, hvor Carlsberg er klar markedsleder, klarede sig trods stor tilbagegang bedre end ventet i tredje kvartal i år. Men bryggeriet taber markedsandele i Rusland.

Østeuropa-divisionen kom ud af kvartalet med en omsætning på 3011 mio. kr. mod 3916 mio. kr. i samme kvartal i 2014. Analytikerne havde ifølge Ritzau Estimates en omsætning på 2820 mio. kr. i divisionen.

Resultatet af den primære drift for divisionen landede på 825 mio. kr. mod 907 mio. kr. i samme periode året før. Analytikerne havde ventet

"Vores markeder i Østeuropa fortsatte med at være negativt påvirket af det udfordrende makroøkonomiske miljø i tillæg til høj forbrugerprisinflation, der fortsætter med at reducere forbrugernes købekraft og negativt påvirker ølkategorien," skriver Carlsberg i regnskabet.

Den organiske omsætning viste en flad udvikling i kvartalet, da en fremgang på 14 pct. i pris/miks udlignede en faldende volumen. Men den rapporterede omsætning faldt 25 pct. som følge af betydelig negativ valutaindflydelse på 25 pct. Sidstnævnte skyldes en devaluering af den ukrainske valuta på 38 pct. og en svækkelse af den russiske rubel på 27 pct. i forhold til de gennemsnitlige valutakurser i samme periode sidste år.

I Rusland har Carlsberg tabt markedsandele. Det er i særdeleshed sket hen over sommeren, oplyser bryggeriet, der tilskriver udviklingen Carlsbergs prislederskab. Markedsandelen i Rusland ligger nu på 35,1 pct., mens den i andet kvartal lå på 36,1 pct. - og tidligere lå over 40 pct.

Region Østeuropa dækker Rusland, Ukraine, Usbekistan og Hviderusland.

Asien skuffer lidt

Carlsberg solgte i tredje kvartal for lidt færre kroner øl i bryggeriets indtil videre mindste omsætnings- og indtjeningmæssige region - Asien - end ventet af analytikerne. Det fremgår af bryggerikoncernens kvartalsregnskab, der er kommet onsdag morgen.

Omsætningen nåede 4210 mio. kr. mod 3583 mio. kr. i tredje kvartal året før. Analytikerne havde ifølge Ritzau Estimates ventet en omsætning i Asien i kvartalet på 4420 mio. kr.

Resultatet af primær drift før særlige poster i regionen blev på 868 mio. kr. mod 664 mio. kr. i samme periode i 2014. Her havde analytikerne ventet 792 mio. kr.

Salget af øl blev på 11,0 mio. hektoliter mod 10,2 mio. hektoliter i samme kvartal i 2014.

I kvartalsregnskabet fra den danske bryggerikoncern fremgår det, at udviklingen i det asiatiske ølmarked er blevet markant sløvere, og at det især er afledt af Kina.

Carlsberg starter 10 mia. stor omstrukturering

Investorerne tager fejl, hvis de tror Carlsberg og Heineken er det samme

Carlsberg i britisk Hall of Shame: "Probably" den værste betaler 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også

Coop frasælger en række butikker og rydder op i organisationen med en bl.a. fyringer af administrative medarbejdere. | Foto: Finn Frandsen/Ritzau Scanpix.

Coop sælger 35 og lukker 19 butikker

For abonnenter