Sabmiller ser positiv vending i Kina

Efter et sløjt tredje kvartal, hvor ølsalget faldt med 1 pct., voksede ølvolumenerne med 2 pct. i fjerde kvartal. Det var en god sjat mere end analytikernes forventninger om en fremgang på 0,4 pct., ifølge Bloomberg News.
En af forklaringerne er en vending på det kinesiske marked, hvor også Carlsberg driver forretning, hvilket dog er med en stærkere eksponering mod det vestlige Kina, mens Sabmiller har koncentreret sig længere mod øst.
"En tilbagevenden til volumenvækst i det afsluttede kvartal i nordøst og vest, sammenholdt med en forbedret trend i den vigtige centrale region, opvejede delvist effekterne af det dårlige vejrlig under højsæsonen i sommermånederne," skriver Sabmiller om det kinesiske marked.
I hele 2014/15 blev det dog til en volumennedgang på det kinesiske marked på 3 pct., men nettoomsætningen steg alligevel 2 pct., da premiummærkerne vandt frem på bekostning af billigere øl.
Sabmiller melder desuden om positive takter i Sydafrika, mens markedsvilkårene i Rusland fortsat beskrives som usikre.
På aktiemarkedet har Sabmillers salgsrapport givet anledning til at hæve glasset. Aktien stiger med 2 pct.
Relaterede artikler:
SABMiller styrker afrikansk produktion
For abonnenter