Grænsehandlen er stagneret - men sliksalget eksploderer

Intet nyt fra sydfronten. Det er konklusionen på Skatteministeriets seneste grænsehandelsrapport, der viser, at grænsehandlen i 2012 og 2013 lå på nogenlunde det samme niveau som i 2011. Handlen udgør ca. 11 mia. kr. eller omkring 1,25 pct. af danskernes samlede privatforbrug.
Stagnationen glæder skatteminister Benny Englebrecht (A).
"Jeg er meget tilfreds med, at grænsehandlen er stabil og ovenikøbet ligger klart under niveauet i 00'erne. Mit indtryk, efter at have læst ministeriets rapport, er, at debatten om grænsehandel fylder mere, end kendsgerningerne reelt kan bære," siger ministeren ifølge Børsen.
Han vurderer, at grænsehandlen også i 2014 kommer til at befinde sig i samme leje.
Brydes Skatteministeriets tal ned, viser de, at der købes færre sodavand end tidligere. Hvilket kan hænge sammen med, at afgiften på sodavand blev sat ned i 2013, før de 1. januar 2014 endelig bortfaldt.
Allerede i april sidste år forlød det fra revisionsselskabet Deloitte, at salget af sodavand ved grænsen faldt med 5,2 pct. fra 2012-13 mens salget af øl gik 2,6 pct. tilbage.
Ifølge Skatteministeriets rapport er den største kategori inden for grænsehandlen da heller ikke drikkelig, men derimod tøj. Det handles der årligt for 1,8 mia. kr. af.
Det ulovlige sliksalg eksploderer
Mens den generelle grænsehandlen er faldet, er mængden af chokolade og slik, som ulovligt bringes til Danmark fra udlandet, tilgengæld vokset med 50 procent på bare to år.
I 2011 anslås det, at der blev indført to millioner kilo ulovligt slik til Danmark, og i 2013 menes omfanget at være steget til tre millioner kilo.
"Skats afgiftskontroller tyder på, at den illegale handel har været væsentligt større end hidtil vurderet. Derfor er skønnet for den illegale handel med slik og chokolade opjusteret siden den sidste grænsehandelsrapport," forklarer ministeriet.
Den ulovlige slik menes blandt andet at havne hos de mange forhandlere, som tilbyder kunderne selv at blande det søde indhold og betale efter vægt.
I første halvår af 2014 gennemførte Skat landsdækkende kontrol af 75 forhandlere af bland-selv-slik, og hver tredje solgte slik, hvor punktafgifterne ikke var betalt korrekt.
Sideløbende med stigningen i den illegale import anslår ministeriet også, at den samlede grænsehandel med slik og chokolade er steget fra cirka seks til omkring ni millioner kilo.
I alt udgør de importerede godter - lovlige såvel som ulovlige - kun en mindre del af danskernes samlede forbrug af slik og chokolade, som i 2013 udgjorde 93 millioner kilo.
Enhedslisten vil genindføre afgift på sodavand
Opgørelse: Grænsehandel lukker detailbutikker