Carlsberg forlænger langvarigt partnerskab med Liverpool

Carlsberg har allerede været sponsor hos Liverpool i 32 år, og nu forlænges samarbejdet med ti år mere.
Foto: Paul Ellis/AFP/Ritzau Scanpix
Foto: Paul Ellis/AFP/Ritzau Scanpix
AF RITZAU

I 1992 blev bryggerikoncernen Carlsberg hovedsponsor for Premier League-klubben Liverpool, og siden da har de to stået last og brast.

Det kommer de også til fremover, for parterne har offentliggjort, at samarbejdet fortsætter yderligere ti år frem til 2034.

”De seneste tre årtier har vi stået side om side i modgang og medgang og er blevet en del af hinandens DNA.”

”Partnerskabet er dybt rodfæstet i vores fælles værdier, og vi er meget spændte på det næste årti,” siger Louise Bach, der er direktør for globale sponsorater hos Carlsberg.

Carlsberg var hovedsponsor for Liverpool frem til 2010, og bryggeriets logo var derfor at finde på klubbens trøjer i 18 år.

Derfor havde Carlsberg også en andel i de tre cuptriumfer i 2001, hvor klubben både vandt ligacuppen, FA Cup og Uefa Cup.

Og Liverpool-fans glemmer formentlig heller ikke Champions League-finalen i Istanbul i 2005, hvor Liverpool vandt den afgørende straffesparkskonkurrence over AC Milan efter at have været bagud 0-3 efter de første 45 minutter af kampen.

Siden overtog banken Standard Chartered hovedsponsoratet, men Carlsberg har fortsat parløbet med Liverpool som klubbens officielle øl, og det vil den altså fortsat være frem til 2034.

Samarbejdet mellem Liverpool og Carlsberg er ifølge Liverpool allerede det længste partnerskab i Premier Leagues historie.

Carlsberg har undervejs blandt andet doneret en statue af klublegenden Bill Shankly, der står uden for Liverpools hjemmebane, Anfield.

Og i anledning af 25-års jubilæet for samarbejdet udviklede Carlsberg som en gimmick en særlig Liverpool-øl lavet af humle, der blev dyrket i et lokale, hvor der blev afspillet højdepunkter fra klubbens kampe på storskærme på væggene.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også