Det bør være muligt at vælge havredrik eller risdrik, når man som skolebarn i EU kan få tilskud til mælke-ordninger i skolen.
Det mener Plantebranchen i en ny kommentar, som LandbrugsAvisen bragte i weekendens avis.
Frederik Madsen, der er sekretariatschef for Plantebranchen skriver i et debatindlæg, at man ønsker en ligestilling for plantedrikkene, så de får samme støtte, som EU giver årligt til skolemælksordninger på tværs af EU.
”Samfundet har brug for at gøre sig nogle drastiske ændringer, så vi fremover kan leve mere bæredygtigt. Derfor kan du se EUs skolemælksordning som en lille del af den store ligning og et helt konkret eksempel på, hvor vi kan trykke på nogle knapper, så fødevaresystemet får et nøk i den grønne retning,” lyder det.
Ifølge bekendtgørelsen i Danmark gives der mellem 42 og 74 øre per barn per dag i tilskud til at uddele en kvart liter mælk på skolerne.
EU skal på et plenarmøde 8. maj stemme om skolemælksstøtten baseret på en rapport i landbrugskomiteen og et udspil fra EU-kommissionen om en revideret ordning.
Tidligere i år meldte Københavns Kommune, at man fra sommerferien vil droppe skolemælksordningen, både af økonomiske, praktiske og miljø- og klimahensyn.
(Artiklen er bragt af FødevareWatchs søstermedie, AgriWatch.)