Ny teknologi til at rense fadølsanlæg har bestået testen og er blevet fast inventar på 12 af Mikkellers barer og restauranter i Danmark.
Produktet hedder Safe ’N’ Fresh og er udviklet af selskabet SUBD (Scan Unic Begerave DIisinfection). Ideen med produktet er at spare tid og ressourcer, da rensningsanlægget kører automatisk og uden miljøskadelige kemikalier.
Det skriver Mikkeller i en pressemeddelelse:
”Responsen fra vores medarbejdere har været ovenud positiv. Det her er en ekstremt positiv nyhed for bar- og restaurationsbranchen generelt, og vi er vildt begejstrede for at have taget del i udviklingen af systemet,” er Mikkel Bjergsø, stifter og adm. direktør i Mikkeller citeret for at sige.
Renseteknologien er opfundet af Finn Jegård og Kenneth Francke, som erfarede, at restaurationsbranchen var udfordret på desinfektion af fadølsanlæg. De ser et større potentiale for produktet hos barer med specialøl og mange haner, der kræver meget vedligeholdelse.
Ifølge selskabet SUBD reducerer det mandetimerne i rengøringsarbejdet med op til 90 pct.
”Det er ekstremt sikkert at bruge, og som barchef føler jeg mig fuldstændig tryg ved at overlade det i hænderne på selv en ny medarbejder,” er Timothy James Innes, der er General Manager på Mikkellers bar i Viktoriagade på Vesterbro, citeret for at sige i nyheden.