Det finske bryggeri Olvi løftes torsdag på børsen i Helsinki, selv om selskabets omsætning ikke nåede forventningerne i markedet i første kvartal.
Det gjorde til gengæld driften, og samlet set ser Olvi stadig positivt på markedsudviklingen trods modvind fra den høje inflation, knudrede forsyningskæder og ikke mindst Ruslands invasion af Ukraine.
Sidstnævnte har fået Olvi til at stoppe alt salg til det russiske marked - på linje med en stribe andre bryggerier.
Olvi leverede i første kvartal et driftsresultat på 4,6 mio. euro - helt som ventet blandt analytikerne ifølge estimater indsamlet af Bloomberg News.
Til gengæld skuffede salget ved at vise 84,7 mio. euro mod ventet 89,8 mio. euro.
Men volumen- og salgsudviklingen har ifølge Olvi selv været ”favorabel” i kvartalet, og det stigende omkostningspres fra høje inputpriser ventes i tiltagende grad at blive skubbet videre til kunderne i form af prisstigninger i de kommende kvartaler, oplyser bryggeriet.
Til gengæld har stoppet for eksport til Rusland også en omgående effekt på driften fra marts og frem, lyder det fra Olvi.
I stedet kigger det finske bryggeri efter nye eksportmuligheder både på de eksisterende markeder og også helt nye eksportmarkeder.
Problemerne med forsyningskæderne kan også aflæses i, at Olvi ser stor mangel på både glasflasker og dåser, men indtil nu har den del ikke ramt salget betydningsfuldt.
De europæiske sanktioner mod Rusland betyder også, at Olvi kan løbe ind i energiproblemer i særligt Baltikum, hvor bryggeriet tidligere har anvendt russisk gas.
Investorerne synes dog at tro på projektet og sender derfor aktien op med 2,8 pct. til 33 euro på børsen i Helsinki.
På det finske hjemmemarked er Olvi et af de største bryggerier, og det konkurrerer blandt andet med Royal Unibrew-ejede Hartwall og Carlsberg-ejede Sinebrychoff.
Og netop i Finland har driften holdt sig på et godt niveau i første kvartal, mener Olvi.
Carlsberg hilser øget konkurrence i Norden velkommen
Nye Vestfyen-ejere når mål om aktieopkøb
Direktør i Vestfyen: ”Det her samarbejde skal give os større muskler på det danske marked”