Styrelse i kovending: Håndsprit må sælges med ny label

Miljøstyrelsen trækker nu i land og tillader salget af håndsprit i flasker tidligere stemplet som fødevareemballage – men vil ikke løfte sløret for, hvad beslutningen bygger på. "Det er for politisk et spørgsmål, så det må jeg henvise til departementet," siger kontorchef.
Foto: PR / Bornholm Snaps
Foto: PR / Bornholm Snaps

Efter vedvarende kritik trækker Miljøstyrelsens Kemikalieinspektion nu påbuddet til tre af de danske producenter, som tidligere har fået stoppet salget af deres håndsprit med henvisning til, at produkterne kan forveksles med fødevarer.

Det skriver Miljøstyrelsen i en pressemeddelelse.

I praksis har styrelsen været i kontakt med fem producenter om ordningen. Heraf har tre accepteret en ekstra dispensation, som sker på betingelse af, at der "påsættes nye etiketter med advarsel om, at håndspritten skal opbevares utilgængelig for børn, og at den ikke må drikkes".

Tilbagetrækningen kommer cirka en uge efter, at miljøminister Lea Wermelin (S) gjorde det klart, at hun ville gå ind i sagen.

I en skriftlig kommentar til FødevareWatch lagde ministeren dengang vægt på, at man havde set en "meget stor stigning i henvendelsen til Giftlinjen med børn, der forveksler håndsprit med andre ting".

"Derfor er Miljøstyrelsen skrap med kravene, men vi skal selvfølgelig ikke straffe virksomheder, der har vist samfundssind, og som er trådt til i en meget svær situation. Derfor har jeg bedt Miljøstyrelsen om at tage fat i Seimei med det samme for at se, hvordan vi kan hjælpe dem," sagde ministeren.

"Ikke være bureaukrati, der forhindrer"

Sagen er blevet aktuel efter, at flere fødevarevirksomheder – herunder juiceproducenten Seimei samt spiritusproducenterne Snaps Bornholm og Wild Distillery – begyndte at fremstille hånddesinfektion, efter at regeringen under corona-krisen indførte dispensationer for produktionen af håndsprit.

Ordningen blev indført i hjertet af corona-krisen, hvor nationen var lukket ned, og sundhedssystemet begyndte at melde om mangel på værnemidler. Derfor skulle det ifølge miljøministeren "ikke være bureaukrati, der forhindrer os i at få mere håndsprit ud på vores sygehuse og plejehjem," og danske virksomheder kunne derfor få dispensation til produktionen.

"Vi skal gøre alt, hvad vi kan, for at få mere håndsprit på markedet i en fart," lød Lea Wermelins konstatering.

Fire måneder senere udsendte Miljøstyrelsen påbud mod salg af flere producenters håndspritsprodukter. Det skete med henvisning til, at produkterne bl.a. lignede fødevarer.

Sagen udløste hård kritik fra flere borgerlige partier, mens en af de berørte virksomheder – juiceproducenten Seimei – forrige fredag gik i vælten på grund af manglende vejledning, efter at ministeren ville gå ind i sagen.

"Lige nu føler vi, at de forhaler tingene, så vi igen rammer en weekend, hvor vi intet kan gøre," sagde direktør Allan Feldt i et interview med FødevareWatch.

"De er for politisk et spørgsmål"

Hos Miljøstyrelsen uddyber kontorchef for Kemikalieinspektionen Kim Holm Boesen over for FødevareWatch, at de tre virksomheder, som indgår i embedsværkets seneste dispensationsordning, netop er Seimei og Snaps Bornholm samt modeselskabet Ronald.

Alle tre har tidligere fået påbud om at trække deres produkter tilbage, da emballagen kunne forveksles med fødevarer.

Tidligere har det været vurderet for risikabelt at sælge produktet i noget nær fødevareemballage. Hvad bygger den nye vurdering på?

"Det er for politisk et spørgsmål, så det må jeg henvise til departementet," siger Kim Holm Boesen til FødevareWatch.

Der er vel tale om en pressemeddelelse og afgørelse, som Miljøstyrelsen står bag – så er det vel også jer, der kan svare på spørgsmålet?

"Jeg vil hellere overordnet sige, at det er en vurdering af, at der er nogle fødevarevirksomheder, der er kommet i klemme, da de viste samfundssind i en ekstraordinær situation. Det er vi i gang med at forsøge at hjælpe dem med."

Hvad gør, at I nu mener, at det er forsvarligt at sælge produkterne ved at bruge en anden label?

"Det er en afvejning mellem, at vi skal forsøge at sikre forbrugerne – derfor bliver der en dispensation med et vilkår om en meget tydelig label – mod et hensyn til at fødevarevirksomhederne kommer økonomisk i klemme, på grund af at de har udvist samfundssind i en ekstraordinær situation."

Grundkritikken har været, at emballagen ligner fødevarer for meget: Præcis hvor store forandringer vil I nu stille krav om i forhold til disse labelændringer?

"Det er primært i form af advarselsfarver, og at den kommer til at indeholde teksten "Opbevares utilgængeligt for børn" og "Må ikke drikkes". Men de kan selvfølgelig stadig skrive "Håndsprit fra Snaps Bornholm", eller hvad det måtte være," siger Kim Holm Boesen.

Hvorvidt virksomhederne må lægge sig op ad tidligere designs er endnu ikke fastlagt. Det er det, som virksomhederne nu er ved at blive vejledt om, uddyber kontorchefen og tilføjer, at den endelige udformning vil først være på plads sidst på ugen.

I har tidligere haft et krav om, at der skulle sættes trykpumper på Snaps Bornholms produkter. Er det stadig tilfældet?

"Det ser vi bort fra," siger Kim Holm Boesen.

På hvilket grundlag?

"Jeg må henvise til mit tidligere svar. Dispensationen gælder disse virksomheder, som kunne komme økonomisk i klemme, fordi de i en periode har udvist samfundssind og omstillet produktionen til håndsprit, da der var mangel på det."

Har I været for hurtigt ude med påbuddet i første omgang?

"Det har jeg ingen kommentarer til."

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også

Coop frasælger en række butikker og rydder op i organisationen med en bl.a. fyringer af administrative medarbejdere. | Foto: Finn Frandsen/Ritzau Scanpix.

Coop sælger 35 og lukker 19 butikker

For abonnenter