Direktør anklager styrelse for at tale usandt i håndspritssag

Det er langt fra sandt, når man i Miljøstyrelsen taler om en "tæt dialog" og vejledning af juiceproducenten Seimei, siger direktør Allan Feldt. "Lige nu føler vi, at de forhaler tingene," siger han.
"De er jo eksperterne og kan med meget kort varsel kalde vores produkter tilbage på en subjektiv vurdering. Så må de også kunne give hurtig vejledning," siger adm. direktør i Seimei, Allan Feldt. (ARKIV) | Foto: Lars Krabbe/ERH
"De er jo eksperterne og kan med meget kort varsel kalde vores produkter tilbage på en subjektiv vurdering. Så må de også kunne give hurtig vejledning," siger adm. direktør i Seimei, Allan Feldt. (ARKIV) | Foto: Lars Krabbe/ERH

Det er direkte usandt, når Miljøstyrelsen påstår, at man i øjeblikket vejleder og er i "tæt dialog" med juiceproducenten Seimei om at finde en løsning på tilbagekaldelsen af virksomhedens håndsprit.

Sådan lyder kritikken fra adm. direktør i Seimei, Allan Feldt, til FødevareWatch.

Det sker efter, at styrelsen onsdag eftermiddag ellers forklarede, at man var i dialog med den lollandske juiceproducent. Direktøren har imidlertid efter eget udsagn blot fået et kort opkald fra embedsværket tirsdag, efter at miljøminister Lea Wermelin (S) gjorde det klart, at hun ville bede Miljøstyrelsen gå ind i sagen.

Spørgsmålet gik ifølge Allan Feldt på, hvordan virksomhedens håndsprit kunne lovliggøres – men siden da, har der været tavshed fra styrelsen.

"De sagde, at man ville vende tilbage til mig enten onsdag eller torsdag, så jeg ringede dagen efter – og de er ikke vendt tilbage endnu. Så jeg har ikke fået nogen vejledning endnu," siger Allan Feldt til FødevareWatch og tilføjer:

"Der har været en kort telefondialog tirsdag på cirka 15 minutter – så dialogen er langt fra tæt – om, hvad der kan lade sig gøre fra vores side. Samlet set har de spurgt os om de ting, som de havde forstand på i første omgang."

Han uddyber, at det indtil videre primært har handlet om, hvorvidt virksomheden måtte sælge sine restpartier af håndsprit til andre virksomheder. Men indtil videre har vi intet hørt, afslutter Allan Feldt.

"De er jo eksperterne"

Den hårde kritik kommer efter, at Seimei på linje med flere andre producenter har fået et påbud fra Miljøstyrelsens Kemikalieinspektion om at tilbagekalde den håndsprit, som virksomheden producerede på en dispensationsordning, regeringen indførte under coronakrisen. Udgangspunktet for ordningen var bl.a. at øge den danske produktion af værnemidler i hjertet af covid-19-pandemien.

Sagen om spritten fra Seimei er blevet højaktuelt efter, at bl.a. miljøminister Lea Wermelin (S) tidligere på ugen gjorde det klart, at hun ville gå ind i sagen om påbuddet, som betød at den danske producent fik tilbagekaldt spritten på grund af emballagen.

"Vi skal selvfølgelig ikke straffe virksomheder, der har vist samfundssind, og som er trådt til i en meget svær situation," lød det i et skriftligt svar fra ministeren til FødevareWatch, hvor hun samtidig uddybede:

"Derfor har jeg bedt Miljøstyrelsen om at tage fat i Seimei med det samme for at se, hvordan vi kan hjælpe dem."

Minister går ind i håndsspritssag 

Lignende takter mødte man hos kontorchef for Kemikalieinspektionen, Kim Holm Boesen, som over for FødevareWatch onsdag gjorde det klart, at styrelsen var i "tæt dialog med virksomheden, hvor vi forsøger at finde en løsning, der kan lovliggøre virksomhedens produkt".

"Vi har i går vejledt virksomheden om, hvad der skal til for at lovliggøre produktet," konstaterede kontorchefen.

Ifølge adm. direktør i Seimei, Allan Feldt, er det dog en sandhed med modifikationer.

Kunne man ikke godt argumentere for, at myndighederne er begyndt at give vejledning – de skal bare starte ud med at finde ud af, hvilket grundlag man skal give vejledning på?

"De er jo eksperterne og kan med meget kort varsel kalde vores produkter tilbage på en subjektiv vurdering. Så må de også kunne give hurtig vejledning, uden at vi skal fortælle dem, hvordan tingene hænger sammen og sætte dem ind i, hvad det hele handler om," siger Allan Feldt:

"Lige nu føler vi, at de forhaler tingene, så vi igen rammer en weekend, hvor vi intet kan gøre."

Styrelse: Vi er i dialog, når vi har noget konkret

I forbindelse med denne artikel har FødevareWatch fremsendt direktørens kritikpunkter til Miljøstyrelsen. Dette er gjort fredag morgen, hvor styrelsen primært henviser til miljøminister Lea Wermelins tidligere udmelding om sagen.

"Miljøstyrelsen [er] i gang med at afsøge mulige løsninger, herunder er vi selvfølgelig i dialog med virksomheden, når vi har noget konkret," skriver kontorchef Kim Holm Boesen i en skriftlig kommentar til FødevareWatch.

FødevareWatch har samtidig forsøgt at få en kommentar fra miljøminister Lea Wermelin om, hvordan hun forholder sig til Allan Feldts kritikpunkter.

Det har ikke været muligt at få en kommentar fra ministeren.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også

Coop frasælger en række butikker og rydder op i organisationen med en bl.a. fyringer af administrative medarbejdere. | Foto: Finn Frandsen/Ritzau Scanpix.

Coop sælger 35 og lukker 19 butikker

For abonnenter