Analytiker: Ny forventning øger sandsynlighed for udlodning

Carlsbergs opjustering af forventningerne til indtjeningen betyder ifølge aktieanalytiker, at der er større sandsynlighed for, at selskabet sender penge til aktionærerne.
Foto: Søren Bidstrup
Foto: Søren Bidstrup
RITZAU/FINANS

De ændrede forventninger til investeringsniveauet i år øger sandsynligheden for, at Carlsberg vil sende penge tilbage til aktionærerne.

Sådan lyder vurderingen hos Edward Mundy, der er aktieanalytiker hos Jefferies, umiddelbart efter at den danske bryggerikoncern onsdag eftermiddag opjusterede indtjeningsforventningerne og ændrede prognosen for årets investeringer (capex).

"Forventningerne til capex er indsnævret til 4,0-4,5 mia. kr. mod tidligere 4,5 mia. kr. Det er ikke markant, men vi tror, at det vil øge sandsynligheden for udlodninger."

"Når selskabet har nået sit gældsmål, vil det sende overskydende penge tilbage til aktionærerne som ekstraordinært udbytte eller aktietilbagekøb. Dette kan blive synligt med resultaterne for 2018 afhængigt af fusions- og opkøbsmuligheder," fremgår det af en analyse fra Edward Mundy.

Jefferies fremhæver desuden, at Carlsberg bekræftede sin forventning om en skatteprocent på under 29. Ifølge finanshuset lyder bryggerikoncernens prognose for skatteprocenten på 26-27 på mellemlangt sigt.

"Det skaber potentiale for medvind til indtjeningen i 2019 og 2020," skriver analytikeren.

Jefferies påpeger også, at aktierne i Carlsberg ikke er billige, men at onsdagens opjustering af forventningerne til driftsindtjeningen, sandsynligheden for en positiv skatteeffekt næste år og højere udlodning vil være positive katalysatorer.

/ritzau/FINANS

Carlsberg opjusterer indtjeningsforventninger efter varm sommer 

Varmt sommervejr styrker Heinekens kvartalsrengskab 

Milliardgæld tynger verdens største bryggeriselskab

Professor træder ud af Carlsbergfondets bestyrelse  

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også